Historikeren, forfatter, lektor emeritus, dr.phil. Hans Kirchhoff, Espergærde, er død. Han blev 90 år.
Hans Kirchhoff nød høj anseelse som en af de mest vidende forskere og formidlere om den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. En førende skikkelse på dette historiske felt. Han underviste i historie om denne periode og udgav en mængde litteratur. I 1979 forsvarede han sin doktordisputats ’Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald. En studie i kollaboration og modstand’ 1-3 – om en helt skelsættende begivenhed midt under besættelsen.




























