Hun havde spillet skuespil i årevis, inden hendes talent i 2010’erne nåede ud til et bredt publikum. Engelske Olivia Colman, der er uddannet i sit fag fra det traditionsrige Bristol Old Vic Theatre School i 1990, havde erfaringer fra en lang række roller i både tv- og filmproduktioner med sig, da hun i 2011 spillede voldsramt hustru i dramaet ’Tyrannosaur’. Det gjorde hun og hendes medspiller Peter Mullan så godt, at de begge blev belønnet med juryens særpris på Sundance Film Festival.
Siden dengang har Colman modtaget eksemplarer af alle de internationale filmpriser, det er værd at samle på. Og så er hun blevet en af de skuespillere, hvis navn sælger billetter og tiltrækker seere, fordi hun er så ubestikkeligt troværdig, nuanceret og, ja, virkelig dygtig.




























