Han ligner en hyggelig fætter, når han trind og huldsaligt smilende under sin bonderøvskasket stiller sig op foran et af magtens templer. Men tag ikke fejl. Få amerikanske filmfolk har været så frygtet og hadet af deres modstandere som Michael Moore.
Michael Moore har ikke samme gennemslagskraft som tidligere i en tid, hvor fake news er blevet hverdagskost. Nu fylder dokumentarfilminstruktøren bag film som ’Bowling for Columbine’ og ’Fahrenheit 9/11’ 70 år.




























