Siden 1990 har den danske væver Trine Ellitsgaard boet i Oaxaca i Mexico. Engang i 1980’erne var hun løbet ind i den mexicanske billedkunstner Francisco Toledo i Paris, og da de to forelskede sig i hinanden, fulgte hun ham tilbage til Mexico. Snart fulgte også hendes væv efter. Hun fik sit eget værksted. Parret fik børn, og Mexico blev Trine Ellitsgaards nye hjemland. Så meget at det snart er længe siden, at hun har udstillet i Danmark. Men der er stadig noget dansk over hendes udtryk, selv om de helt grafiske mønstre og linjer, hun lærte som ung, har fået selskab af mere spræl og løsere streger.
Trine Ellitsgaard var blot 18 år, da hun kom i lære hos de to anerkendte vævere Vibeke Klint og Bodil Bødker-Næss. Her lærte hun at balancere mellem det sarte og det stramme, og hun fandt sit helt eget udtryk, hvor geometri og enkelhed gik op i en højere enhed. Da hun havde fået svendebrev, drog hun rundt i Europa på studierejser og videre til Indien, hvor hun blev tilknyttet som designer ved et af landets fineste tekstilvæverier, The Commonwealth Trust.



























