Når Connie Anée Lyng Hansen, ergoterapeut og opfinder fra Ganløse på Sjælland, kan fejre sin fødselsdag, kan hun kigge tilbage på en karriere inden for handikapidræt, som kulminerede ved legene i Beijing 2008 med en plads i den paralympiske Hall of Fame.
Hun blev anerkendt for sine sportslige bedrifter ved kørestolsrace under tre paralympiske lege, der er OL for idrætsfolk med et handikap, også kaldet parasport. En anden del af påskønnelsen handler om, at hun har banet vejen til idræt og motion for hundredvis af mennesker, der ligesom hun lever med et handikap. Hun har dels bidraget inden for paraatletik, dels ved at opfinde sin egen disciplin.




























