Danske filmfotografer har et godt ry internationalt. Niveauet er generelt højt. Men i dansk film har det i mange år været en kendt sag, at skulle det være Rolls-Royce-modellen, var Dan Laustsen manden, man skulle ringe til.
Ville man lave noget sløret med dogme og håndholdt og kreativ slinger i valsen, skulle man nok henvende sig på en anden adresse, men skulle det være så flot som i Hollywood og helt perfekt teknisk, har Dan Laustsen været manden. Sådan har det stort set været, siden han blev udklækket fra Den Danske Filmskole i 1979.




























