Meget ofte, når amerikanske Hilary Swank er på rollelisten, forbløffes jeg over, hvor dygtig hun er. Senest da hun i spændingsserien ’Alaska Daily’ fra sidste år fik en i udgangspunktet klichéfyldt rolle som journalist til at fungere. Reporteren Eileen Fitzgerald, som Hilary Swank spiller, er en snobbet arbejdsnarkoman, som efter en fyring må forlade storbyen og nedlade sig til at arbejde på en provinsavis.
I rollen ligner skuespilleren vitterlig den fordomsfulde slider, hun skal få os til at tro på. Hun har både snæversyn i blikket og bitre drag om munden. Indtil fortællingen ruller, og hun engagerer sig i at opklare, hvad der egentlig er sket med forsvundne indfødte amerikanere, som racistiske myndigheder er ligeglade med.




























