Michael Rosholm tog engageret ordet, da ekspertgruppen, der skulle komme med forslag til en reform af jobcentrene, kom med sine anbefalinger på et pressemøde i slutningen af juni. Økonomi-professoren fra Aarhus var på hjemmebane, men hans veloplagte optræden står i skarp kontrast til den svære sygdom, som Michael Rosholm har gennemlevet.
I 2016 blev Michael Rosholm diagnosticeret med lungefibrose, og fra midten af 2021 sad han i kørestol. Det var under corona, så som mange andre arbejdede han hjemmefra. Michael Rosholm var meget tæt på at dø, inden han i januar 2022 fik en lungetransplantation.




























