Lyt til artiklen
I begyndelsen af 2010’erne var der en bestemt sommer, hvor niveauet af teksterne i årets sommerrevyer var mærkbart lavere, end det almindeligvis er. Så latteren fik ikke for alvor vinger i teltene, krostuerne og teatersalene. Og det var ikke, fordi der manglede ting at lave satire over eller gøre grin med. For det er der – på godt og ondt, afhængigt at hvorledes man anskuer det – aldrig.
Nej, forklaringen på den svage revysommer var, at Carl-Erik Sørensen var inde i en kreativ krise og – for en uhyre sjælden gangs skyld – ikke kunne få flow i tingene. Heldigvis gik det over. Og så fortsatte han ufortrødent sit arbejde med at spidde og parodiere magtens persons dårskab i det danske land.
