Ved Dansk Skuespillerforbunds seneste generalforsamling blev Katja Elgaard Holm udnævnt til æresmedlem af forbundet. Det skete med henvisning til hendes formandshverv i den faglige organisation for landets ca. 2.400 professionelle skuespillere, operasangere, musicalperformere, dansere og koreografer. Det hverv røgtede hun med stor ildhu og engagement fra 2009 og de følgende ni år.
Katja Holm er præstedatter fra Aarhus – hendes far er den senere biskop Kjeld Holm, moren var den nu afdøde lægesekretær Birthe Elgaard – og det er utvivlsomt fra faren, at fødselaren har arvet den eminente og stærkt benyttede veltalenhed. Det var også fra byens katedralskole, at hun blev student i 1993. Fire år senere forlod hun Aarhus Teaters elevskole som nybagt professionel skuespiller – dengang som en af de yngste i faget.


























