På vegne af en kreds af veninder skriver lektor, mag.art., ph.d. Karin Lützen mindeord om fhv. seminarielærer og billedkunstner Margrethe Krogh-Jacobsen, 68 år: For mange af os, der kom ind i kvindebevægelsen i 1970'erne, var Margrethe Krogh-Jacobsen en stjerne. Smuk som en drøm, fuld af gode ideer og med en skarpsindig politisk analyse. Hurtigt havde hun gennem sit engagement i feminismen opdaget, at det var kvinder, hun elskede. Nu var der virkelig noget at kæmpe for, og Margrethe var med til at danne en teatergruppe i Lesbisk Bevægelse og havde allerede lavet politisk teater i Solvognen. Sammen med sin nye teatergruppe opførte Margrethe stykker, der hævdede, at lesbiske kvinder skulle have lov til at leve, som de selv ville, og som samtidig afslørede det tvangsheteroseksuelle og patriarkalske samfunds undertrykkelse. Det var altid gjort med humor, og stykkerne åbnede kvinders øjne for, at et lesbisk liv var muligt. Hun var med hele vejen fra 1970'ernes Kvindekaravane og kvindefestivaler, ligesom hun havde en lille rolle i den feministiske satiriske filmkomedie 'Ta' det som en mand, frue' fra 1975. I antologien 'Teatrets kvinder' fra 1984 skrev hun om sit arbejde med Lesbisk Bevægelses teater. Margrethe Krogh-Jacobsen var uddannet som lærer og underviste på et seminarium, indtil hun i 1980'erne begyndte at arrangere kvindekulturfestivalerne og blev leder af Dramaskolen i København. Fra 1992 var hun ansat som dramalærer på Frøbelseminariet. I 1982 begyndte hun som elev på Billedskolen sideløbende med sit teaterarbejde, og da tiden ikke længere var til politisk teater, blev det maleriet, Margrethe udtrykte sig gennem. I billedsprogets former og farver viste hun nye, fascinerende sider af sit mangeartede talent og afholdt flere udstillinger. Margrethe var en fremtrædende skikkelse i kvindebevægelsen. Man lagde mærke til hende på grund af hendes udstråling, elegance og klare tale. Det var hende, der udtalte sig til medierne, når det skulle forklares, hvorfor 8. marts-forhandlingerne mellem den feministiske kvindebevægelse og fagbevægelsen nu igen var brudt sammen over uenighed om parolerne. Eller for at svare på kritik af, at kvindekulturfestivalerne var domineret af lesbiske. Der var skarpt optrukne fronter dengang i 70'erne og 80'erne, og Margrethe var altid parat til bygge bro uden at gå på kompromis. Margrethe legemliggjorde en særlig måde at være en kvindeelskende kvinde på, som modsagde den gængse forestilling om lesbiske kvinder. Hun var min store kærlighed dengang først i 80'erne, og derfor satte jeg et fotografi af hende på forsiden af min bog 'Hvad hjertet begærer', om kvinders kærlighed til kvinder gennem historien. Der sad hun så med sit underfundige smil og lokkede. For syv år siden blev det konstateret, at de forandringer, vi kunne se, der skete med hende, skyldtes Parkinsons sygdom. Hurtigt åd den sig ind på hende, hendes sjælfulde ansigt stivnede, og hun ældedes med en hastighed, som om hendes særlige tidsregning var løbet løbsk. Alligevel insisterede hun på at deltage i kvindearrangementer og fester, så længe hun kunne stå på benene. Til sidst forstummede hun helt. Hun lever videre i vores fælles historie, og nu kan vi så tro på, at hun er blevet en stjerne, der blinker ned til os.