Stort set alle danskere kender den plisserede lampeskærm, der går under navnet Le Klint. Den har status af ikon, men hvorfor dette navn? Jo, skærmen blev opkaldt efter den purunge Lise Le Charlotte Klint, der sammen med familien foldede sig til et stykke dansk designhistorie. Nu er Le Klint, som hun kaldte sig, død i en alder af 92 år. Historien om de raffinerede, hvide, plisserede skærme involverer ikke bare et originalt og kreativt miljø samt en blomstrende virksomhed, men også en række triste hændelser med betydelige fejder i familien.
Familievirksomhed Det begyndte ellers så godt: Arkitekten og civilingeniøren P.V. Jensen-Klint havde formet en plisseret skærm til anvendelse i sit store bygningsværk Grundtvigskirken. Dengang tronede skærmen på en petroleumslampe. Mange år senere fandt hans søn, Tage Klint, sin fars model og nogle tegninger frem fra gemmerne med henblik på at forfine skærmen og gøre den til genstand for en egentlig forretning.
LÆS OGSÅLe Klint er død Hele familien blev herefter sat i sving med at ridse og folde, som det hed, herunder også datteren Le, som skærmene blev opkaldt efter, og ud over bordskærmen udviklede Tage Klint blandt andet også en skærm, der kunne sidde på væggen samt en, der kunne hænge ned fra loftet. Hans bror, arkitekten Kaare Klint, designede desuden den såkaldte Frugtlygte, en elegant loftslampe stadig i foldet papir, og han formgav desuden en lampefod af glas, mens andre designere såsom Gunnar Biilmann Petersen og Esben Klint supplerede med lampefødder af stentøj og messing. Udelukket fra firmaet I begyndelsen af 40'erne opstod der imidlertid problemer i familien. Skærmene var sat i produktion under firmanavnet Le Klint A/S, og man havde endvidere etableret butik i det indre København, men Tage Klint brød sig ikke om, at datteren Le Klint fik indflydelse, hverken i forbindelse med udviklingen eller produktionen af skærmene. Hun blev simpelthen udelukket fra firmaet, og der blev ikke ændret på forholdet, da hendes bror, Jan Klint, overtog ansvaret for det hele efter faderens død.
Traumatisk familieforhold I selvbiografien 'Erindringstråde' fra 1998 opruller Le Klint sit traumatiske forhold, dels til faderen Tage Klint, dels til broderen Jan Klint. Her fortæller hun, at hun ikke længere måtte arbejde med de plisserede skærme, hun måtte heller ikke etablere eget firma med lignende skærme, og selv om hun stadig lagde navn til dem, blev hun ifølge bogen nærmest lokket til at afgive sin aktiepost. Til gengæld ville hun modtage en livslang, månedlig indbetaling på 850 kroner.
Forsoning med udstødelse Le Klint oplevede familieopgøret som en udstødelse, og eftersom hendes stærkt personlige beretning begynder på psykiatrisk afdeling, forstår man, at her har hun også været indlagt. I forbindelse med et interview ved sin 90-års fødselsdag, sagde hun dog, at hun »altid havde været ven med livet«, men at det ikke altid havde givet hende de svar, hun trængte til. LÆS OGSÅNavnet bag designklassiker fylder 90 »Men når man bliver gammel, finder der en slags forsoning sted med alt det, der har pint dig hele livet«, som hun også sagde. Ydmyge rejser I 2006 fulgte Le Klint sin selvbiografi op med bogen 'Mit liv som fårehyrde og andre erindringer'. Heri fortæller hun om sine mange rejser og oplevelser i andre lande, altid på ydmyge steder blandt jævne mennesker og ofte under primitive forhold. I mange år boede hun i et lille bondehus i Troense, men i de senere år valgte hun at være på plejehjem. Med tiden har hun også kunnet følge med i de plisserede skærmes udvikling, fra dengang de blev betragtet som det rene husflid, til i dag hvor adskillige andre designere har taget tråden op, senest Poul Christiansen og Philip Bro Ludvigsen samt Komplot Design.