Claus Christensen blev den sidste højesteretssagfører i Danmark. Titlen blev afskaffet i 1959. En usædvanlig indsigtsfuld og alsidig jurist. Hvad enten han procederede i en retssal eller rådgav virksomheder og fonde, vidste klienterne, at det skete helhjertet og med dyb indlevelse i den foreliggende opgave. Det skorter ikke på advokater og cand.jur.er, men i ordets egentlige forstand er kun få af dem jurister. Dommersønnen Claus Christensen var en af disse få. Måske fordi han spændte så vidt, måske fordi hans interesse for mennesker var så ægte. Om man talte litteratur, kunst eller historie med ham, blev man gang på gang forbløffet over hans viden og ikke mindst hukommelse, der var parret med en aldrig svigtende nysgerrighed og trang til at tilegne sig ny indsigt. Enhver samtale med dette totalt usnobbede og charmerende menneske var derfor en berigelse. Hans omsorg, betænksomhed og trofasthed var nærmest grænseløs. Naturligvis er 92 en høj alder. Bortset fra under sygdommen i de seneste måneder fornemmede man i tilfældet Claus Christensen aldrig alderen. Dertil var hans appetit på livet for stor.