I 1964 trådte en nydelig ung mand ind i kontoret til det oprindelige Laterna Film, som Mogens Skot Hansen havde grundlagt, og som var et beskedent sted i Skt. Jørgens Allé i København. Hr. Steen præsenterede sig høfligt, som han så ud, med pressefolder, velklippet frisure og et lidt genert smil. Han hed Peter til fornavn og var sexet på en ironisk måde, meget underspillet, men selvbevidst i sin egen krop. Johs. V. Jensen ville have kaldt ham sval. Bag facaden rumlede lidenskaberne hos denne skuespiller, der aldrig førte sig frem, men var fremme på en særlig måde. Han kunne måske have ønsket sig andre roller og større udfordringer, men de mange, han fik, ydede han retfærdighed som en selvfølge og udvidede gennem et levende intellekt, der også kom sporadisk til udtryk, når Peter Steen førte sig frem som dramatiker og iscenesætter af andres tekster. Som de fleste både i og uden for branchen ville han så meget. Vi bærer alle på en drøm. Men prøv at gense et klip fra filmen ’I den grønne skov’, hvor Peter Steen synger Bent Fabricius-Bjerres skakvise, og man får et tydeligt billede af, hvad der drev ham, så det hele står klarere. Charmen var håndgribelig, men under den en melankoli, som gav dybde og afdækkede en smerte uden hvilket intet. Hvordan brikkerne står nu, kan man gisne om. Mens Peter Steen var her, væltede de ikke, det sørgede han for med sit sikre instinkt og talentet, ingen kunne tage fejl af.
Peter Steen
Lyt til artiklen
