Min første tydelige erindring om Torben Bille: Det regner, og vi står under hans store, sorte herreparaply. Vi er ved en å, og der er mange sten omkring os. Vi er 15 år og på lejrskole, vistnok på Aarhus-kanten. De andre elever har ingen paraply. De er drivvåde og kravler rundt og samler sten sammen. Der skal skrives en rapport i geografi - læreren kalder det geologi, men vi kalder det skærvelære. Torben og jeg er ikke interesserede. Vi forstår os ikke på naturen - er mere til asfalt og bilos, ligesom hjemme på Vesterbro. For et syns skyld samler vi lidt skærver op og putter dem i lommen der inde under paraplyen, som bliver holdt højt oppe over mit hoved, fordi Torben er høj og sej. Det var ikke kun skærver, der ikke interesserede os. Vi havde gang i vores eget lille ungdomsoprør - inden det var blevet moderne. Vi forsøgte så småt at sige fra over for autoriteterne - i dette tilfælde lærerne på den sidste sorte latin- og drengeskole i København. Torben var frygtløs, ikke bare over for de dengang frygtindgydende tyranner bag katederet, men også når vi spillede håndbold, og han uden tøven forsvarede sit mål. Bortset fra sporten var det vist kun dansk og engelsk, som sagde os noget. Torben åbnede mine øjne for Allen Ginsbergs digte, og vi lyttede til Procol Harum og Cream og forsøgte at få hoved og hale i lyrikken. Vi blev voksne sammen i de år og skiftede til et andet gymnasium på samme tid i en slags protest mod, at ingen forstod vores sikkert irriterende insisteren på ikke at forberede os eller komme til timerne. Det var Torben, der introducerede mig for hende, der blev min første kæreste. De havde vistnok kysset først, men Torben og jeg forblev venner, uanset hvad der måtte have været. Vi var en kort overgang kolleger på Politiken, hvor Torbens evner som kritiker og skribent første gang kom ud til en større offentlighed. Senere skiftede han job i et - for mig - hæsblæsende tempo, som om han havde behov for at få bekræftet, at der var folk alle steder, der værdsatte ham. Bag Torben Billes skal af frygtløshed anede man også en sårbar sjæl og en person, som havde behov for at gøre op med - eller kompensere for - en barndom, som ikke altid havde været let. Vi forstod hinanden umiddelbart uden nødvendigvis at behøve at betro os til hinanden om de smerter, som livet bød på. Vi sås tit, tilfældigt, fordi vi næsten var naboer - kun nogle få hundrede meter fra den skole, som førte os sammen for 50 år siden. For 14 dage siden mødtes vi sidste gang. Som sædvanlig med løftet om, at nu skulle vi altså snart spise den frokost sammen. Torben Bille efterlader et tomrum. Ikke alene for sin kone og sine børn, men også for os andre, som regnede med, at han altid ville være der, hvis man havde brug for et godt råd eller en snak om tidens store emner.