Herluf Baggesen, som sov stille ind sent mandag aften, var et sjældent dejligt menneske. Han ville være fyldt 97 på lørdag, og det er jo ganske meget, alligevel var ’Luffe’ ikke spor gammel i gængs forstand. Han tog hjem både fra det hospital, han sidste år ved juletid var indlagt på med lungebetændelse, og det plejehjem, han for kort tid siden fik anvist, fordi han slet ikke kunne identificere sig med rollen som institutionaliseret olding. I stedet tog han hjem til den hyggeligelejlighed på Christianshavn, hjem til sine mange bøger og breve, hjem til den telefon, som han i de senere år plejede sine mange venskaber med. Luffe blev født som en ud af syv brødre i et grundtvigiansk landmandshjem i Rakkeby i Vendsyssel. Som det med underspillet humor hed her i avisen, da han fyldte 80: »Da brødrene delte jorden, blev der ikke noget til Herluf Baggesen, som så læste til tandlæge«.
Cubanske cigarer og rødvin
Tusindvis af klienter besøgte gennem årene hans travle klinik på Frederiksberg, som han arbejdede i til højt oppe i alderen. Hans ekspertise var tand- og kæbekirurgi, og han var medstifter af Tandkirurgisk Selskab.
Jeg mødte ham første gang, da han for ti år siden mødte op på Politikens sommerkursus på Vallekilde Højskole medbringende et meget stort arsenal af cubanske cigarer, en hel del rødvin, en bog dedikeret af den franske forfatter Céline samt sin egen intuitive og ubændige kulturradikalisme.
Céline havde han lært at kende via Hartvig Frisch, den navnkundige socialdemokratiske undervisningsminister, hvis datter Mimi Luffe var gift og fik tre børn med.
