Jeg lærte Nils Bredsdorff at kende, da jeg sammen med ham blev valgt ind i Studenterrådet ved Københavns Universitet umiddelbart efter studenteroprøret i 1968. Nils blev rådets næstformand. I de to følgende år var han formand for Danske Studerendes Fællesråd, DSF, paraplyorganisationen for mere end 30.000 studerende ved Danmarks videregående uddannelser. Hidtil havde posten været et springbræt for senere topembedsmænd i statsadministrationen. Nu blev DSF Danmarks mest aktive uddannelsespolitiske tænketank og fødselshjælper for både universitetscentret i Roskilde og studenternes medindflydelse på deres arbejdspladser. Det sidste er for længst afskaffet igen, til Nils’ fortvivlelse. Kunne være blevet glimrende politiker Nils havde et klart socialistisk udgangspunkt med hjemmefra. Men han var ikke til at drive til yderligheder og falske konklusioner. Han havde en jernvilje, men var aldrig partigænger. Allerede dengang brugte han stærke briller, men hans øjne lyste ud gennem linserne af glæde og iver, og han rev sine omgivelser med sig med et menneskeligt smil, ingen kan glemme, der har oplevet det. Man undervurderer tit, hvor vigtigt det er at have haft venner, der sætter en klar standard, som man ikke senere i livet kan eller vil tillade sig at gå under. Nils var en milepæl. Han kunne sikkert være blevet en glimrende politiker. Men VS kunne han dengang alligevel ikke med, skønt han bestandigt kritiserede sine jævnaldrendes berøringsangst og »magtaskese«, som han udtrykte det. Aktiv i Greenpeace Han var med til at gøre Studenterbladet til en stor og indflydelsesrig stemme i kulturdebatten i 1970’erne, han arbejdede for Politisk Revy og tidsskriftet Kurasje. Men han var, ligesom Joschka Fischer i Tyskland, mest til antipartipartier. Hans politiske løbebane kulminerede, da han i 1991 gik ind i Greenpeace Danmark, hvor han fra 1996 blev en meget aktiv og iøjnefaldende bestyrelsesformand. Han engagerede sig i kampen mod den danske deltagelse i krigen i Irak og stod manifest på oplysningens side i striden om islam og ytringsfrihed. Hans gren af Bredsdorff-familien var bibliotekarer. Så selvfølgelig blev han også forskningsbibliotekar ved sit elskede Roskilde Universitetscenter med tyngdepunkt i retspolitik, økonomi, miljø, forvaltning og økonomi. Han fungerede en overgang som RUC’s fællestillidsmand. Hvem ellers? For fire år siden blev det aktive og modige menneske ramt af Parkinsons syge. Han efterlader hustruen Lizzi Nordahl Bredsdorff, som han traf på DSF, og døtrene Sonja og Vibe.