Hvis man siger Dave Brubeck, vil de fleste mennesker uden videre eftertanke kunne nynne den dansende melodi til nummeret 'Take Five', der meget passende går i femfjerdedelstakt, selv om titlen mest hentyder til en fem minutter lang pause. Og 'Take Five' kommer da også til at stå som det mest lyttede til monument over jazzpianisten, orkesterlederen og komponisten Dave Brubeck, der døde tirsdag morgen lokal tid i sit hjem i Connecticut, USA. Hans hjerte holdt simpelthen op med at slå efter i 91 år at have pumpet blodet lystigt rundt i årerne på sin indehaver. Og dermed er endnu en af jazzens helt store skikkelser ikke længere at tælle blandt de levende. LÆS OGSÅEn af jazzens helt store pionerer er død dagen før sin fødselsdag Det var faktisk slet ikke Brubeck selv, der skrev 'Take Five'; denne swingende, svirrende og sublimt tænkte sag blev komponeret af altsaxofonisten Paul Desmond, manden hvis spil lød, sådan som en perfekt blandet dry martini smager. Men det var Brubeck, der under en turné i Tyrkiet arrangeret af det amerikanske udenrigsministerium fik ideen til at indspille en lp med numre, der bevægede sig uden for den firefjerdedelstakt, der var og stadig er jazzmusikkens mest almindelige rytme. Og det skete, da han så nogle gademusikanter give den gas i niottendedelstempo. En af jazzens helt store årgange Ud af oplevelsen kom pladen 'Time Out', som ramte pladeforretningernes hylder i det Herrens år 1959, da også Miles Davis' 'Kind of Blue', Charles Mingus' 'Ah Um', Bill Evans' 'Portrait in Jazz' og Ornette Colemans 'The Shape of Jazz to Come' udkom. Så Dave Brubeck og hans Quartet var en del af en af jazzens helt store årgange. Brubeck blev født i Californien, hvor han voksede op på en gård. Hans far var nemlig kvægavler, mens hans engelskfødte mor supplerede familiens økonomi ved at give klavertimer til de lokale unger. Og selvfølgelig lærte hun også sin søn at spille, men den unge mand - som så ganske usædvanlig skidt og derfor havde vanskeligt ved at læse noderne på klaveret foran sig - var ikke til sinds at blive musiker. Han ville være kvægavler som sin far. LÆS OGSÅJazzen eksploderede i 1959 Derfor immatrikulerede han sig på universitetet i Stockton som stud.med.vet. Men efter kortere tids halvhjertet fordybelse i mund- og klovsygens mysterier med mere, skiftede han fakultet. Efter sigende på opfordring af dekanen, som sagde til ham: »Brubeck, Deres hjerte er jo ikke her, men på den anden side af plænen, hvor musikkonservatoriet ligger. Hold op med at spilde både min og Deres egen tid«. Nogen burde rejse en obelisk til ære for denne altruistiske og indsigtsfulde naturvidenskabsmand. Opmuntrede soldaterkammeraterne Efter en kontroversiel afgangseksamen, hvor det kom for en dag, at Brubeck stadig ikke kunne spille fra bladet, blev han indkaldt og sendt til Europa for at deltage i Anden Verdenskrig. Hans bidrag til de amerikanske styrkers indsats kom dog til at bestå i musik; han spillede for soldaterne, så de kunne kæmpe med større iver og glæde. Efter krigen studerede han klassisk musik og komposition hos Mihaud og selveste Arnold Schönberg, tolvtonemusikkens opfinder. Men Brubeck abonnerede ikke på den dodekafone modernismes teorier, og da han allerede havde mødt sin makker Paul Desmond under krigen, blev det efter noget tid til et orkester med ham og andre. LÆS OGSÅSigtekornet swinger på skarpladt filmmusik I 1951 materialiserede så den første udgave af The Dave Brubeck Quartet sig, og den fik stor succes hos et især hvidt publikum på de amerikanske universiteter. Efterfølgende bredte succesen sig, og i en årrække var orkestret indbegrebet af hvid 'Third Stream Jazz'. Bandlederen kom til og med på forsiden af Time Magazine - som den første hvide jazzmusiker; Armstrong havde haft æren som den første sorte musiker. En spirituel beslutning I 1967 opløste Brubeck sin kvartet for at hellige sig kompositionen og familielivet. Og i den egenskab skrev han et antal klassiske stykker, herunder et oratorium og en bunke kantater med kristeligt indhold. Interessen for det spirituelle førte til, at han i 1980 konverterede til katolicismen - eller rettere: »Jeg konverterede ikke til katolicismen. For der var ikke noget at konvertere fra. Jeg sluttede mig blot til den katolske kirke«, har han udtalt om sin personlige vækkelse, der hidrørte helt tilbage fra soldatertiden, hvor han oplevede, at krig var den direkte modsætning til kristendommens bud. Han vedblev med at være musikalsk aktiv til det sidste og efterlader sig seks sønner, der alle er musikere. Men nu er det sidste kor spillet og sunget. Det er tid til ikke bare at take five, men nok snarere take forever.