Det mirakuløst veludviklede musikøre bag The Beatles har opdaget sin sidste verdenssensation

BEATLES. George Martin var den visionære producer, der gav The Beatles en chance, da ingen andre troede på dem.
BEATLES. George Martin var den visionære producer, der gav The Beatles en chance, da ingen andre troede på dem.
Lyt til artiklen

I forgårs, 8. marts, døde en af rockhistoriens mest kendte producere, briten George Martin. Han blev 90 år. Det var hans trommespillende ven eksbeatlen Ringo Starr, som på Twitter røbede den triste nyhed for verden.

George Martin var tømrersønnen, der voksede op i en lejlighed i Nordlondon, lærte sig selv at spille klassisk klaver, forelskede sig i lyden af symfoniorkester som teenager, videreuddannede sig på musikskole i slutningen af 1940’erne og endte med at blive pophistoriens første virkelig visionære producer.

Beatles' oprør er stadig moderne

Fra 1962 til udgangen af 1969 stod han for The Beatles’ pladelyd og producerede så skelsættende album som ’Rubber Soul’, ’Revolver’, ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ og ’The White Album’.

Arbejderknægten med musikører

Han blev ofte kaldt ’den femte beatle’ og havde en naturlig elegance og skønhed, der fik ham til at ligne en distingveret skolelærer fra overklassen i sammenligning med John Lennon, Paul McCartney, Ringo Starr og George Harrison.

Men i virkeligheden var han en arbejderknægt med mirakuløst veludviklede musikører, der gjorde ham i stand til at spille en hovedrolle i udviklingen af The Beatles’ lyd fra gruppens tidlige charmerende pop i begyndelsen af 1960’erne til den ambitiøst spektakulære lyd på pladerne fra midten af 1960’erne og frem.

Fra slutningen af 1970’erne begyndte George Martin at have problemer med at lytte til musik. Han havde simpelthen hørt for meget for højt i årtier, før man blev opmærksom på, at hørelsen kunne tage skade af det.

Men derudover var han frisk og også rørig, da han i 2012 blev interviewet til The Wall Street Journal og i den forbindelse gav sin egen forklaring på, hvad han havde betydet som producer:

»En producers rolle er stadig et mysterium for de fleste musiklyttere, ikke sandt? Kort fortalt var mit job at sikre, at indspilningerne blev kunstnerisk exceptionelle og kommercielt indbydende. Jeg skulle have det maksimale ud af kunstnernes og sangenes kvaliteter«.

George Martin arbejdede på pladeselskabet EMI som først ansat og siden chef fra 1950. I midten af 1960’erne grundlagde han sit eget pladestudie AIR. I sin karrieres tidlige år var han involveret i lette klassiske og humoristiske udgivelser med bl.a. Peter Sellers og Spike Milligan.

Den kokette ridder

Årene med The Beatles gjorde ham helt fortjent til en eftertragtet lydstyrer. Udover at fremtidssikre The Beatles’ katalog med sine inspirerende produktioner virkede han også som producer for bl.a. Cilla Black, Jeff Beck, Elton John, Neil Sedaka, Celine Dion og Paul McCartney og dennes gruppe The Wings. Som komponist stod han for flere lydspor til James Bond-film.

I 1979 udgav han selvbiografien ’All You Need Is Ears’. I 1996 stod han bag udgivelsen af The Beatles’ ’Anthology’, og så sent som i 2006 producerede han sammen med Giles Martin en slags remixalbum, der fik titlen ’Love’ og tog afsæt i et Las Vegas-Beatles-show med Cirque Du Soleil.

The Beatles slentrer atter rundt i Liverpool

Da ’Love’ udkom, udtalte han, at nu var det sidste gang, han arbejdede på nogen Beatles-indspilning: »For Guds skyld, jeg er 80 år gammel!«.

Kokettere kunne han altså også, den nydelige mand, der i 1996 blev slået til ridder af dronning Elizabeth.

Sir George Martin efterlader sig sin hustru, Judy Lockhart Smith. De var gift i knap 50 år og fik to børn. Derudover har han to børn fra sit første ægteskab.

<p>Dorte Hygum Sørensen</p>

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her