Han var på flere måder den store og skæve skikkelse i dansk mode. Ivan Grundahl skabte sin helt egen tøjstil med rummelige snit og asymmetriske konstruktioner under påvirkning af den japanske indflydelse, der bragede igennem den internationale modeverden i begyndelsen af 1980’erne, og han udviklede med årene en stil så genkendelig og markant, at man aldrig var i tvivl om afsenderen.
Så sent som i januar fortalte designeren i et interview, at han aldrig havde interesseret sig for modetøj og modens evige svingninger, kun for det langstidsholdbare udtryk, der kan bæres på tværs af sæsoner og generationer. Tidligere udtalte han sig skarpt og kritisk om markedets deprimerende udvikling med utallige megaproduktioner af »fuldstændig ligegyldige og sjælløse klude«, men også om den bekymring, han rent personligt løb ind i, da han opdagede, at hans kundekreds ikke længere var 30+, men 50+. Unge kvinder henviste simpelthen til deres mødre, når talen faldt på hans navn, og samtidig forvildede han sig ind i restaurationsbranchen med det resultat, at han fik en gevaldig økonomisk lussing. Skuden blev dog genoprettet, og det samme gjorde selvtilliden, hvorefter han skabte en række opsigtsvækkende og meget succesfulde kollektioner med blandt andet »skrammelskørter« og »flåede rulamsfrakker«.
