Ulrik Plesner – som også hed James Johannes – var født i Firenze med en skotsk maler som mor og en dansk historieprofessor som far. Han mistede tidligt faderen, der var af arkitekt- og præstefamilie og havde været sekretær for J.F. Willumsen, og fik møbeldesigneren Kåre Jensen Klint til stedfar.
Efter en studentereksamen fra Herlufsholm tog Ulrik Plesner afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole 1955. Han viste tidligt stort talent, for ikke at sige geni, og arbejdede et par år på professor Kay Fiskers tegnestue.


























