Da den verdensomspændende økonomiske krise begyndte at rase i 2008, satte den skub i en bølge af forbrugermistillid til bankverdenen. For pengeinstitutterne blev den økonomiske nedsmeltning til en troværdighedens nedsmeltning, og bankernes omgang med kundeinvesteringer førte siden til en markant stigning i antallet af klager. Særlig én mand stod med begge ben plantet solidt i minefeltet mellem mand og bank. Det er højesteretsdommer Peter Blok, og han var på daværende tidspunkt formand for den lidet mundrette klageinstans Pengeinstitutankenævnet. Risikoen Under Peter Bloks mangeårige formandskab fra 1993 til 2009 har det private nævn, der behandler klager over pengeinstitutter fra fortrinsvis private forbrugere, oplevet en stigende strøm af sager – sager, som Peter Blok stod i spidsen for at navigere i, og som ofte faldt ud til bankernes fordel ved ikke at tildele erstatning til investorer, der har tabt penge på bankens rådgivning. »Vi mener ikke, at gældende ret giver grundlag for erstatning for en investering, der har udviklet sig anderledes, end klageren håbede. Mange slår på, at de ikke er blevet gjort opmærksomme på risikoen, men folk må være klar over, at de løber en risiko ved at investere i aktier«, har Peter Blok tidligere udtalt.
Diplomatisk ynde
Blandt dommerkollegaer og fremtrædende personer i bankverdenen fremhæves det, at Peter Blok færdes med diplomatisk ynde i et farvand, som ikke altid er bekvemt.
Som når han med let underspillet personligt engagement forklarer, at han »godt kan forstå, at folk, der har tabt mange penge, føler, at de har fået et dårligt råd af banken. Men det råd behøver ikke at være ansvarspådragende. Ligesom det er kritisabelt, når en bank låner ud til køb af egne aktier, men ikke tilstrækkeligt til erstatning«.






























