I 1959 blev modeskaberen Pierre Cardin ekskluderet fra det fornemme og magtfulde selskab af franske modehuse i Paris, La Chambre Syndicale de la Couture Parisienne. Den unge créateur havde overtrådt haute couturens gyldne regler ved at fremstille stangtøj i den dyre ende, det, som franskmændene kalder prêt-a-portèr, hvilket var noget af en skandale, dengang modehuse udelukkende var sat i verden for at skabe dyre kollektioner og skræddersyede luksusrober til dem, der havde midler dertil. Masserne måtte klare sig med konfektionens langt billigere frembringelser. Pierre Cardin fandt hele processen omkring den franske couture uhyre snobbet og gammeldags. Ydermere var han forretningsmand med udpræget sans for at tjene penge, og pengene rullede jo netop gennem massernes store forbrug af tøj og tilbehør til overkommelige priser. I flere interview skitserede han sine tanker omkring fremskridtet og modens demokratisering, foruden kvindernes ændrede livsstil. I dag er de fleste enige om, at indførelsen af prêt-a-porter bør tilskrives den nu 90 år gamle mode- og industribaron. Revolution I slutningen af 60’erne begyndte næsten alle franske modehuse, heriblandt Yves Saint Laurent, også at skabe kollektioner med et bredere sigte, og da tiden var præget af rummet og månen og mængder af teknologiske fremskridt, kastede den fremsynede Cardin sig over de nye kunstmaterialer, hvoraf mange var som født til hans futuristiske rumkollektioner med lårkorte spencerkjoler, rullekravesweatre, strømpebukser, lange støvler og tætsiddende hjelme. Mændene forsynede han også med rullekraver, flåede reverset af deres jakker, skiftede knapperne ud med lynlåse og skabte således det kendte James Bond-kostume. Samtidig dannede han sit eget parisiske showcenter, Espace Cardin, der ikke kun anvendes til modefremvisninger, men også til musik- og teaterforestillinger. Flugt fra fascismen Pierre Cardin fødtes i Italien, men flygtede allerede som barn med sine forældre fra fascismen til arbejderbyen Saint-Etienne i Frankrig. Han interesserede sig for arkitektur, men endte med at gå til hånde hos en skrædder i Vichy. Siden arbejdede han som assistent for nogle af tidens berømte modeskabere i Paris, blandt andre Paquin, Schiaparelli og ikke mindst Dior, hvor han var med i udformningen af mesterens banebrydende ’New Look’ i 1947 – en stil, der må siges at ligge lysår fra det stramme og geometriske formsprog, han selv udviklede små tyve år efter. Forretningen Licenser er en anden af Pierre Cardins indbringende opfindelser, og han har ikke færre end 800 af slagsen, fordelt på vidt forskellige produkter og naturligvis med hans eget navnetræk, hvad enten det er tørklæder, ure, lædervarer, paraplyer, møbler, smykker eller interiør til biler og flyvemaskiner. Det er indtægterne fra de mange licensaftaler, der har sat Cardin i stand til at drive og dyrke det, der især interesserer ham på hans gamle dage, eksempelvis hans eget museum og et antal restauranter, heriblandt den engang så berømte og eftertragtede Maxim. Opkøb og restaurering af slotte hører også til hans interesser. Adskillige år før andre modeskabere rejste Cardin desuden på handelsrejser til Japan og Kina, og i 1991 vakte han international opmærksomhed med iscenesættelsen af et kæmpe modeshow for omkring 200.000 mennesker på Den Røde Plads i Moskva. I et af sine seneste interview opgør han sit modeimperium til en værdi af 1,5 mia. dollar, og da han er uden arvinger, er han på udkig efter et menneske, der gerne vil tage over, før han »forlader denne verden«, som han siger. Lidt af en opgave.