Utallige gange har Hans Henrik Brydensholt fået skudt i skoene, at hans ofte fremførte kriminalpolitiske holdninger om mere humane tilgange til straf og afsoning i landets fængsler blot er et udslag af en naiv pladderhumanists blødsødne opfattelse af, at det skulle være muligt at afkriminalisere forhærdede kriminelle. »Jeg har hørt beskyldningen mange gange. Mange mennesker mente, at jeg bare ville være venlig over for forbryderne, og de kunne ikke se det rationelle i det, som jeg stod for«, siger den tidligere direktør og landsdommer, når han i dag kigger tilbage på en lang karriere i kriminalforsorgens og retssystemets tjeneste. En karriere, som sluttede med en udnævnelse som 72-årig i 2004 til dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, hvor han i en kontroversiel sag var med til at dømme en muslimsk bosnier og officer, der var anklaget for at stå bag overgreb på serbiske byer og befolkning under borgerkrigen på Balkan.
Andre og mere effektive afsoningsformer Da han tiltrådte stillingen som direktør for Kriminalforsorgen tilbage i 1971, havde hans forgænger allerede reformeret fængselsvæsnet, og Hans Henrik Brydensholt lagde en indsats i arbejdet med alternativer til fængslinger.

Den humane tilgang til straf og afsoning var en drivkraft, men ikke det vigtigste motiv for direktøren, der var optaget af spørgsmålet om det kriminalpolitiske rationale bag fængselsstraf og tanken om, at det måske var billigere og mere effektivt at arbejde med andre afsoningsformer.
Ikke pladderhumanisme Han blev direktør i en tidsperiode, hvor der – hjulpet af først en konservativ og derefter en socialdemokratisk justitsminister samt en kreds af toneangivende politikere og kriminologer – blev opnået enighed om, at Danmark skulle gå en anden vej and de lande, som mere satsede på at bygge nye fængsler.