Vel blev der da hvisket om, at ham Per Stig Møller bag sin respektable dobbeltradede facade kunne være lidt af en koleriker over for partifæller og medarbejdere i Udenrigsministeriet. Nok mente adskillige kloge hoveder at vide, at Anders Fogh Rasmussens udenrigsminister ikke helt var herre i eget hus i de hårde sikkerhedspolitiske kernespørgsmål, der i lange perioder var afgørende i de værdipolitisk ladede 00’ere. Men ingen kan tage fra morgendagens fødselar, at han er den seneste populære udenrigsminister, Danmark har haft. Indtil Per Stig Møller meget mod sin vilje blev flyttet til dobbeltposten som bestyrer af nationens kultur- og kirkepolitik, var det nemlig en hævdvunden sandhed, at vælgerpopularitet nærmest kom af sig selv, hvis blot man blev betroet udenrigsministerposten.
LÆS OGSÅ Per Stig: Jeg har oplevet den ulækre magt
Sådan var det jo med Uffe Ellemann-Jensen (V) i 80’erne, Niels Helveg Petersen (R) i 90’erne og sågar med Mogens Lykketoft (S) i et års tid inden den borgerlige magtovertagelse i november 2001.
Dengang overraskede det de færreste, at den konservative leder, Bendt Bendtsen, pegede på Per Stig Møller som udenrigsminister.
Derefter placerede ministersønnen, dr.phil.en, ekspartiformanden og den forhenværende miljøminister sig ofte helt i top, når diverse institutter spurgte vælgerne, hvilke ministre de mente varetog hvervet mest kompetent. Det kan hans efterfølgere ikke just prale af.
Udenrigsindsatsen det vigtigste Selv om Per Stig Møller for nylig har udpeget et resultat fra miljøministertiden som sin vigtigste politiske gerning, er der næppe tvivl om, at det bliver indsatsen i Udenrigsministeriet fra 2001 til 2010, som eftertiden vil bedømme ham på. Det var en tid, hvor der med VK-regeringens transatlantiske orientering blev plantet nye hegnspæle for dansk udenrigspolitik. Afghanistankrigens skarpe danske bidrag med elitetropper i forreste linje er ét eksempel.
