I det politiske Danmark har det været en mere eller mindre veletableret sandhed eller fordom - alt efter øjnene, der ser - at partiet Venstre har et problem med de kvindelige vælgere. Fordom eller sandhed, retfærdigt eller ej, så var konsekvensen i hele VK-regeringens levetid, at det lagde et enormt pres på de talentfulde kvinder i Venstres folketingsgruppe. Ulla Tørnæs er ingen undtagelse. Hun strøg til tops i partiet, straks hun blev valgt til Folketinget i 1994, hvor hun samtidig blev valgt ind i ledelsen af partiets folketingsgruppe. Efter det berømte valg i 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) vandt med et mulehår med hjælp fra en håndfuld færøske stemmer, og hvor daværende venstreformand Uffe Ellemann-Jensen af samme grund overlod tøjlerne til Anders Fogh Rasmussen, satte Fogh hende på øretævernes holdeplads som ny politisk ordfører. Den lige linje førte direkte ind i en ministerbil. Efter regeringsskiftet i 2001 blev en højgravid Ulla Tørnæs, der ventede sit tredje barn, udnævnt til undervisningsminister.
Nu skulle hun fra forreste geled kommunikere en mere blød side af Venstre til vælgerne for at skabe modvægt til udlændingepolitik og økonomi. Imponerende resultater Som undervisningsminister fik Tørnæs gennemført en imponerende række af vidtrækkende politiske forlig på sit område: et folkeskoleforlig, hvor hun fik Socialdemokraterne med om bord; en gymnasiereform, der samlede hele Folketinget på nær Enhedslisten; og en gennemgribende reform af erhvervsskolerne for blot at nævne tre. Når tiden som undervisningsminister alligevel ikke blev Ulla Tørnæs' gennembrud i den helt tunge ende af partiet, skyldes det, at især to ting skæmmede præstationen. På de indre linjer var det det notorisk dårlige forhold til Dansk Folkepartis uddannelsesordfører - den politisk utilregnelige Louise Frevert - som Tørnæs konstant tørnede sammen med. Det dårlige forhold kulminerede i påsken 2004, da Louise Frevert krævede Tørnæs' afgang til fordel for en konservativ undervisningsminister, fordi hun efter Dansk Folkepartis opfattelse førte en »flippet« og »langhåret« uddannelsespolitik. LÆS OGSÅUlla Tørnæs: Nej til elitegymnasier På de ydre linjer var det den besynderlige konfrontation med en flok gymnasieelever, der på Christiansborg Slotsplads demonstrerede mod nedskæringer. Her kunne de undrende tv-seere om aftenen se en rasende undervisningsminister stille sig op på elevernes talerstol og råbe ad demonstranterne. Dermed havde Ulla Tørnæs forbrudt sig mod det, der er en af skiftende regeringschefers yndlingskvaliteter hos deres ministre: at være driftssikker. Missilskjold På de ydre linjer betyder det at styre uden om møgsager, der eksploderer i medierne og dermed bliver en politisk klods om benet for regeringen. Og på de indre betyder det at opretholde en god kemi med regeringens parlamentariske grundlag. Og i VK-tiden var Dansk Folkeparti skånselsløse mod ministre, der efter støttepartiets opfattelse ikke udviste den fornødne respekt. Derfor var det uundgåeligt, at det var skiftetid for Ulla Tørnæs efter valget i 2005. Fogh indsatte sin 'Mr. Fix-it' - Bertel Haarder - som undervisningsminister, og Tørnæs flyttede ind hos Per Stig Møller i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads som ny minister for udviklingsbistand. LÆS OGSÅUlla Tørnæs: Øv, øv og øv Selv om skiftet ikke var med Ulla Tørnæs' gode vilje, endte hun efter eget udsagn med at blive meget glad for sin nye ressort, hvor hun især fremhæver arbejdet for kvinders rettigheder i udviklingslandene. Og da Fogh efter valget i 2007 så småt begyndte at vende blikket mod udlandet og blandt andet nedsatte Afrikakommissionen, blev Tørnæs' arbejde med udviklingsområdet en langt højere prioritet for VK-regeringen Afgang Ministertiden kom til sin ende, da en ny Rasmussen rykkede ind i Statsministeriet. Da Lars Løkke Rasmussen overtog tøjlerne efter Anders Fogh, var det kun et spørgsmål om tid, før han ville sætte sit eget hold. Og da det skete i februar 2010, var det uden Ulla Tørnæs - en af de ministre, der ellers havde været med fra VK-regeringens begyndelse ni år tidligere. LÆS OGSÅTørnæs vipper Søren Gade af pinden i Holstebro Forholdet til den nye partiformand blev aldrig hjerteligt, og derfor kom det bag på de færreste, da hun tidligere i år stillede op - og blev valgt - som Venstres kandidat til borgmesterposten i Holstebro. Dermed er lagt op til et nyt kapitel i Ulla Tørnæs' liv. Ganske vist langt fra København, men tæt på familien - hendes mand Jørgen Tørnæs og deres tre piger.
