John Nordbo smiler på billedet her, men ofte ser den grønne lobbyist ud, som om han bærer rigtig mange af verdens problemer på sine skuldre. Miljø- og klimachefen i Verdensnaturfonden (WWF) har da også oplevet flere sammenbrud i internationale forhandlinger end de fleste. Han var ikke bare til stede, da Danmark og resten af kloden tabte FN’s klimatopmøde COP15 på gulvet i Bella Center.
Han lugtede også tåregassen, da Verdenshandelsorganisationens (WTO) topmøde i 1999 endte i oprør og undtagelsestilstand i Seattle, og han var i Cancún, da forhandlingerne om afskaffelse af landbrugsstøtte og frihandel led skibbrud i den mexicanske badeby. Miljøinteressen opstod, da studenten fra Næstved Gymnasium flyttede til Brøndby Strand og oplevede, hvordan Køge Bugt om sommeren stank af rådnende alger, fordi rensningsanlægget ikke havde tilstrækkelig kapacitet til at rense spildevandet.





























