På pladefronten har der længe været stille omkring Johnny Rivers, men i 60'erne, midt under Beatles-invasionen, var sangeren, sangskriveren og guitaristen blandt de få lokale kunstnere, som på hitlisterne kunne give de britiske beatopkomlinge kam til deres hastigt voksende hår. Rivers, som er født John Ramistella, voksede op med en kærlighed for Buddy Holly, Fats Domino og især Chuck Berry. Og skrev selv sange. Han var en selvsikker ung mand, som sidst i 50'erne møvede sig til et møde med Alan Freed, datidens største musiknetværker. Freed fik ham til at skifte navn, men de første singler med Rivers blev kun hørt af få. Celebert publikum Via den senere Elvis-guitarist James Burton indspillede datidens teenidol, Ricky Nelson, en af Rivers' sange. Et godt visitkort at tage med til Los Angeles, hvor Rivers hurtigt etablerede sig som det hotteste navn på clubscenen. Hans koncerter på Whisky A Go-Go blev tilløbsstykker, også for andre musikere, der lærte af Rivers' evne til at skabe intimitet og nærvær. The Byrds og The Beach Boys hørte til hans stampublikum. Det kan derfor ikke undre, at hans største succeser var liveindspillede plader, men sange som 'Seventh Son', 'Mountain of Love' og ikke mindst den hitlistetoppende 'Poor Side of Town' fra 1966 viste, at der var andet og mere til Johnny Rivers end bare rockens svar på en natklubsanger. Indirekte betød Rivers' succes, at hans manager og medsangskriver, Lou Adler, kunne finansiere og starte pladeselskabet Dunhill, som blev platform for navne som Mamas & Papas og Steppenwolf. Sammen med Adler var Rivers en af arkitekterne bag Monterey-festivalen, hvor han optrådte i 1968. Missede rocktoget Da var rocktoget ved at være kørt, og Rivers kom ikke med i tide. Han blev hurtigt anset for at være lidt corny, og bedre blev det ikke af, at han forsøgte at følge med tiden ved at lade hår og skæg gro og nyindspille hits som 'A Whiter Shade of Pale'. Et udførligt genudgivelsesprogram har, sammen med flittig koncertvirksomhed, de senere år rehabiliteret Johnny Rivers og genplaceret ham som et missing link mellem Elvis-generationen og den nye rockæra.