På vej gennem den smukt konciperede udstilling om 50’ernes danske ungdomskultur, ’1,2,3 o’clock, 4 o’clock rock’ på Københavns Museum, taler Ib ’Rock’ Jensen pludselig fra en montre med et tv. Der sidder han, fit, nærværende og selvironisk, og fortæller om det efterår i 1956, da han som nyuddannet saddelmager blev et tilløbsstykke. Og gik over i dansk kulturhistorie som den første egentlige rocksanger. Ved en amatørkonkurrence blev han spottet af den foretagsomme danseskoleejer Børge Kisbye. Kisbye havde hørt om Elvis, og sådan en måtte vi også have, tænkte han. For omsætningens skyld. Gadeoptøjer efter koncert Så Kisbye arrangerede en række aftener, som skulle introducere en ny rock’n’roll-dans. Hans kone syntes mest den lignede jitterbug med akrobatik. Ib Glindemanns orkester skulle bl.a. spille til. Blandt sangerne var Preben Uglebjerg og som opvarmning den 23-årige Ib Jensen. Arrangementerne blev afholdt i Det Ny Scala, men det der med spisning, mens rocken spillede, var ikke sagen, så Kisbye flyttede til KB-Hallen. Under overskriften ’Verdenssensationen Rock'n'Roll' afvikledes 4. oktober 1956 den koncert, som gav Ib ’Rock’ Jensen femten minutter i rampelyset. I dag ville vi ikke kalde hans scat-improvisationer rock, men i de kropsforskrækkede 50’ere vakte hans uhæmmethed på scenen opsigt.
Selv har han sagt, at han ikke anede, hvad han gjorde. Blot at det virkede. Og dét så meget, at han blev hovednavn, da danseaftenerne flyttede til provinsen. Koncerten fik et efterspil, som Kisbye ikke kunne have udtænkte bedre. En fotojournalist fandt, at der var bagefter var for lidt gang i gaden. Han gav nogle lømler lidt fyrværkeri, og det antændte gadeoptøjer, som passede fint med forhåndsmeldingerne om rocken som kulturens nye gadedreng. Ikke et fæ Ib 'Rock' Jensen endte, inden året var omme, som et indslag i ABC Teatrets revy. Her blev han af bl.a. 'politibetjenten' Dirch Passer ført bort, mens han sang 'Politi-Rock'. Sangen udkom samme år. Og er altså en parodi på rock'n'roll. Ib 'Rock' Jensen var ikke meget for tumulten. Han forsøgte sig med de svenske folkeparker, men gled ud af billedet. Som han har sagt til Politikens Dansk Rockleksikon: »Hvad skulle koncertarrangørerne med sådan en som mig, når de kunne få fire fyre til samme pris med en ny lyd?«. I 1962 blev han ansat i Det Berlingske Hus som trykkeriarbejder og lod sig pensionere 25 år senere. Nu om dage hedder han Asbech til efternavn og er glad for invitationerne til diverse rockreceptioner og for opmærksomheden, men undrer sig også over den. Han er et koryfæ, men alt andet end et fæ.
