I professionel fodbold er det resultaterne, der tæller. Og som spiller var Keld Bordinggaard i en lang, fin karriere med til at skabe masser af gode resultater og vinde pokaler og mesterskaber.
Han begyndte som divisionsspiller i OB som 18-årig og spillede sin sidste kamp i landets bedste række i foråret 2000. Det var på Vejles superligahold, han afrundede karrieren i topfodbold. I sin tredjesidste kamp blev han den ældste målscorer i Superligaen, og det er han stadig. Keld Bordinggaard var 37 år og 172 dage gammel, da han 14. maj 2000 kort før tid reducerede for vejlenserne, der så slap med kun at tabe 7-1 til AaB i Aalborg. Letbenet og teknisk Keld Bordinggaard var OB-spiller første gang i perioden 1981-87 og prøvede i vintersæsonen 1985-86 lykken som indendørsspiller i USA. Det var han også god til. Han fik 43 kampe for Wichita Wings og lavede 24 mål på et hold, hvor flere landsmænd også havde succes. I 1988 skrev han kontrakt med den græske 1. divisionsklub Panionios i Athen. Her oplevede Keld Bordinggaard, hvad mange andre udlændinge ligeledes gjorde, at det kan være problematisk at få lønnen til tiden i en middelstor græsk klub, og han tog hjem efter et års tid.




























