Skuespilleren Anthony Hopkins er så småt ved at få den rolle, som hans lidt ældre svenske kollega Max von Sydow har haft i nogle år, nemlig at komme ind fra højre, fyre nogle egentlig ret banale replikker af, men få dem til at lyde vigtige og dermed tilføre filmen en aura af kvalitet. Og fred være med det. Det er sikkert let tjente penge og forekommer velfortjent for en skuespiller, der har leveret en stribe mindeværdige og fantastiske roller i flere årtier. LÆS OGSÅAnthony Hopkins er i storform som eksorcist Men man kan selvfølgelig håbe på, at Anthony Hopkins - trods alderen - stadig kan nå at få nogle roller, der kan yde fuld retfærdighed til det skuespillertalent, som i perioder har bragt ham frem til en position, hvor han er blevet karakteriseret som en af verdens bedste skuespillere.
I rollen som mesterinstruktør Her på det seneste har der været noget langt imellem de mindeværdige film. Der var 'Fracture - det afgørende alibi' fra 2007, hvor han spiller snu hustrumorder med juridiske spidsfindigheder; ellers har det været noget tomgang, men ude i den nære horisont venter film, der måske indeholder den ønskede kvalitet. Om kort tid er der således dansk premiere på filmen 'Hitchcock', hvor han spiller 'suspense'-filmens mester, den britiske filminstruktør Alfred Hitchcock, under indspilningen af gyseren 'Psycho', og lidt længere fremme i tiden kommer filmen 'Hemingway & Fuentes', hvor han spiller den legendariske forfatter Ernest Hemingway. LÆS OGSÅ74-årig Hollywoodlegende udgiver album Det er roller, hvor han i rigt mål kan få brug for de fascinerende evner, han har til at portrættere komplicerede personer. Enspændere, der via deres positioner får stor indflydelse på deres samtid. Han har også tidligere lagt filmisk stemme og krop til andre 'ægte' personer som nazilederen Hitler, skuespilleren Chaplin, de amerikanske præsidenter Nixon og John Quincy Adams samt maleren Picasso, men det er imidlertid en fiktiv person, den menneskeædende seriemorder dr. Hannibal Lecter, han kan takke for sit gennembrud som skuespiller på det globale plan.
Karriere-definerende rolle Filmen med titlen 'Ondskabens Øjne' kom ud i 1991. Den er instrueret af Jonathan Demme, og selv her over 20 år efter står scenerne mellem Anthony Hopkins og den unge FBI-agent, spillet af Jodie Foster, knivskarpt i hukommelsen. Karakterskuespilleren Anthony Hopkins formår her at fremstille det sindssyge og samtidig højt begavede menneske på en subtil og højst skræmmende måde. Vi får her magtfulde smagsprøver på den form for psykologisk indlevelse og kropslig identifikation, som siden er blevet et varemærke for Anthony Hopkins' ageren i meget forskellige roller. En lille detalje er f.eks., at Anthony Hopkins i scenerne med Jodie Foster aldrig blinker med øjnene, når han taler til hende. Skræmmende ... Filmen gav Anthony Hopkins en Oscar (den hidtil eneste) for bedste hovedrolle. LÆS OGSÅKærlighed til fart Tre film som kannibalen Hannibal Lecter blev det til, og den første banede vejen for James Ivory-film som 'Howards End' og 'Resten af Dagen', hvor Anthony Hopkins ikke mindst i den sidstnævnte som en kærlighedsramt, men forkrampet butler yder nogle ganske suveræne præstationer. Han fortsatte op i 1990'erne med 'Shadowlands' og med psykologisk dybdeborende portrætter af den amerikanske præsident Nixon i Oliver Stones film af samme navn og af maleren Pablo Picasso i filmen 'At overleve Picasso'. Senere fulgte mere actionbetonede film som 'Legendernes tid', 'The Edge', 'Zorro - den maskerede hævner', 'Mission: Impossible 2', 'Alexander' og 'Beowulf'. Her var det ikke det store karakterskuespil, der var brug for, men mere den førnævnte aura af kvalitet. Film som 'Amistad', 'Meet Joe Black' og 'The Human Stain' bør også nævnes.
Den sene entré Vejen frem til positionen som en efterspurgt, respekteret og adlet filmskuespiller har ikke været let for den walisiskfødte, i dag amerikanske statsborger Anthony Hopkins. Han fik smag for skuespillet under et kostskoleophold, kom på Cardiff Drama School og senere på Royal Academy of Dramatic Art. Han var talentfuld og kom på The National Theatre, hvor han arbejdede under Sir Laurence Olivier. Her prøvede han kræfter med alle teaterklassikerne, herunder ikke mindst Shakespeare.

Han snusede lidt til film og tv, men fik ikke de helt store roller, nok fordi han ikke var den helt stabile arbejdskraft. Han havde i den periode et større alkoholforbrug. I 1975 satte han imidlertid selv en stopper for det ved at opsøge en afdeling af Anonyme Alkoholikere og kom ud af misbruget. Han begyndte så småt at røre på sig på det store filmlærred og fik mere kontrol med, hvad han selv betegnede som »humørsyge«. Var med i 'Broen ved Arnhem', vakte opmærksomhed i rollen som den idealistiske læge i David Lynchs fremragende film 'Elefantmanden' fra 1980, var den pukkelryggede klokker Quasimodo i 'The Hunchback of Notre Dame' og den tyranniske kaptajn Bligh i Roger Donaldsons 'Bounty' fra 1984. Men altså først med 'Ondskabens Øjne' i 1991 og i en ganske moden alder - han var 54 år - kom det egentlige gennembrud.
Ydmyg mand En noget kringlet vej til verdensberømmelse har det været, men sådan må det nok være, når man ikke lige udseendemæssigt er født til rollen som førsteelsker. En lidt grov, firkantet type med brede skuldre, men med en evne til at veksle fra stilfuld butler, diabolsk seriemorder til nedbrudt præsident. Han er kendt for at for at forberede sig minutiøst til de store roller. Hvis det er personer fra virkeligheden, er det biografier og dokumentarfilm, han bruger som inspiration til at forme rollen - kropsholdning, accent, håndbevægelser, mimik. Selv nedtoner han sit fag: SE OGSÅAnthony Hopkins glimrer i Hjemmebiffen »Der er ikke noget specielt ved at spille skuespil. Man kan slippe af sted med hvad som helst og have mange mangler som skuespiller uden at det betyder det store - i modsætning til eksempelvis musikere. Tænk på, hvor mange dårlige skuespillere, der tjener styrtende med penge«, lød det således fra Anthony Hopkins i et interview i Jyllands-Posten. Et selvransagende udsagn, men det føles altså slet ikke dækkende for ham selv.