Karsten Vogel har et motto: Uvished forlænger vejen. Det har han fulgt, siden han på alt- og sopransaxofon, sammen med sin bror, Henrik, i de tidlige tressere gjorde sig bemærket på jazzscenen.
Da Vogel allerede dengang kunne se det fornuftige i at kombinere det uortodokse og løsslupne med netop fornuften, gav oprørsåret 1968 for ham både pladedebut på Hugh Steinmetz-udgivelsen ’Nu!’ og titlen som cand.art. i dansk sprog og litteratur fra Københavns Universitet. Grænseoverskridende Bortset fra en kortere ansættelse på Sankt Annæ fik datidens gymnasieelever ikke glæde af hans evner. I hvert fald ikke i den retning, men året inden havde han, inspireret af sin fascination af The Who og Mothers Of Invention og sin kærlighed til navne som Charlie Parker, Albert Ayler, Paul Desmond og John Tchicai, dannet Burnin’ Red Ivanhoe, alle tiders originale danske bud på et band, der med sin egen, studentikost spexagtige humor fik de stenede hippier ud af fåreskindskåberne, når Tingel-Tangelmanden og Medardus bød op til fri dans. Burnin’ Red Ivanhoe udsendte som de første herhjemme et dobbeltalbum, deres debut ’M144’, i 1969 og var hele tiden på nippet til et gennembrud i England, hvor især anmelderne hørte noget, de ikke havde hørt før.
