Arne Strid, professor emeritus bosat i Ørbæk på Østfyn – byen, der også huser et bryggeri, hvis produkter mange venner af øl sætter højt – kan på sin runde fødselsdag uden overdrivelse sige, at hans liv har været spækket med planter.
Han har nemlig i over 50 år, lige siden han blev student i Kristianstad i Sverige i 1961, brugt en meget stor del af sine vågne timer på at studere alle hånde vækster og gjort det rigtig flot. Som 27-årig blev Arne Strid fil.dr. ved Lunds Universitet på en afhandling, der drejede sig om evolution og artsdannelse i floraen på de græske øer.






























