Der er gået 13 år, siden Michael Caine blev adlet af dronning Elizabeth II og kunne kalde sig Sir Michael Caine. Hans engelsk er stadigvæk et umiskendeligt cockney-engelsk, og det er så passende, som det kan være, forCaine forener som ingen anden det distingverede og det bissede i sin persona. Et ungt biografpublikum kender ham i disse år primært som Bruce Waynes butler Alfred i Christopher Nolans populære Batman-film, men en hel del af dem fik sig måske en øjenåbner, da de for fire år siden kunne se ham i ’Harry Brown’.
Her så de, at også en pæn ældre herre kunne se rødt og sætte sig i respekt blandt afstumpede ungdomsforbrydere. ’Harry Brown’ var endnu en uafviselig præstation fra skuespilleren, der inkarnerer det engelske, men hader det engelske snobberi af et godt hjerte. Et sexsymbol i sin tid Maurice Joseph Micklewhite blev født i 1933 i London-bydelen Elephant and Castle. Det var en af de hårde bydele. Unge mester Micklewhite gik ud af skolen som 15-årig og havde nær mistet livet som soldat i Korea-krigen.






























