Det er en gammel arbejderdreng, der i dag kan holde fødselsdag i lyset af en historisk krise, i det mindste vælgermæssigt, for det parti – Socialdemokraterne – der altid har været en integreret del af hans liv. Tidligere minister og EU-kommissær Poul Nielson er søn af forældre, der mødte hinanden på en lejr for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i 1930’erne, og han er tredje generation i familien, der har været kasserere i en lokal socialdemokratisk vælgerforening. Allerede som dreng organiserede han sine kammerater i en indsamling af avispapir på Katrinedals Skolen i Vanløse for at skaffe penge til en filmfremviser til skolen. En begivenhed, der affødte et interview med arbejderbevægelsens dagblad, Aktuelt, og udtalelsen, der skulle blive en rettesnor for Poul Nielsons videre fremfærd i livet: »Mine ønsker klarer jeg selv«. Det gjaldt også, da han orkestrerede en strejke blandt sine kammerater for at hæve lønnen for at gå med mælk for ismejeriet på Vanløse Allé fra 12 til 16 kroner om ugen. Mottoet rakte dog ikke til barndommens drøm om at blive maskinarbejder – det var ikke muligt at få en læreplads, så Poul Nielson fortsatte i skolen og videre i gymnasiet, hvor blandt andet et år i USA på udveksling ansporede den unge mand til at studere statskundskab. Det skete på det relativt nye Institut for Statskundskab i Aarhus, hvor verdensmanden professor Erling Bjøl ragede op som et fyrtårn for noget nær en generation af indflydelsesrige politikere, forskere og embedsmænd – heriblandt Svend Auken, Bertel Haarder, Jørgen Grønnegaard Christensen og Poul Nielson. Ved siden af studierne blev tiden brugt på politik – blandt andet som formand for Frit Forum – en organisation for socialdemokratiske studerende. Og det er også under studierne, han første gang bliver opstillet til Folketinget, og året inden han bliver cand.scient.pol., stemmes han i 1971 ind i Folketinget, men ryger ud ved jordskredsvalget i 1973. I perioden 1977 til 1984 sad han igen på tinge og bestred energiministerposten i Anker Jørgensens regering fra 1979 til 1982. Poul Nielson indgik i sin tid som energiminister en – i Danmark kontroversiel – oliehandel med Saudi-Arabien, hvor der var udbredt frygt for, at Danmark dermed blev viklet ind i den evigt betændte mellemøstenkonflikt. Handlen gjorde udtrykket »en klokkeklar aftale« herostratisk berømt, selv om Nielson i virkeligheden havde sagt »en klokkeklar handel«. I 1994 blev Poul Nielson igen minister. Denne gang minister for udviklingsbistand i Poul Nyrup Rasmussens regering – en post, der i 1999 blev byttet ud med stillingen som EU-kommissær med ansvar for udviklingspolitik og humanitær bistand. Poul Nielson påtog sig opgaven med at reformere, effektivisere og modernisere EU-kommissionens arbejde med udviklingsbistand i en institution, der ofte er blevet anklaget for manglende kontrol med penge og projekter. I den periode nød den tidligere embedsmand – i begyndelsen af sin karriere var Poul Nielson ansat i Udenrigsministeriet – at skifte de politiske trakasserier ud med saglige, men nok fjerne diskussioner i EU-kommissionen. Her var rollen ifølge Nielson fri af snævre partipolitiske interesser og behovet for hele tiden at markere sig. Eller med Poul Nielsons egne ord: »Det er ikke kommissionens opgave at vinde folks kærlighed, men at vinde deres respekt«. I 2004 vendte han tilbage til Danmark med håbet om, at den siddende regering kunne bruge hans erfaring, men opfattede det sådan, at statsminister Anders Fogh Rasmussen og VK-regeringen havde udstedt et »berufsverbot«. Derfor valgte han at bruge sin erfaring på at undervise, og han fungerer stadig som adjungeret professor ved Aalborg Universitet, hvor han underviser i europæisk politik og udviklingsstudier. Tiden bliver også brugt på skriverier, blandt andet af selvbiografien ’En hel Nielson’ fra 2011. Men også aktuelle politiske dagsordner får med jævne mellemrum ord med på vejen – det kan være Danmarks rolle over for Grønland eller spørgsmålet om en finanstransaktionsskat. Og Poul Nielson holder ikke op med at ytre sig og kæmpe for den socialdemokratiske tanke: »I’m retired but not yet tired«.