Første gang, Frank Andersen blev balletmester på Det Kgl. Teater – det var i 1984 – fik han pladsen på et afbud, og det blev ikke ni ubetinget lykkelige år på den uhyre krævende post. Næste ombæring – 2002-2008 – var derimod seks fremragende år for nationalkompagniet, som fødselaren løftede til nye, længe betvivlede højder. Og i disse år har han så hele verden som sin arbejdsplads som en næsten rastløs rejsende ambassadør for guldet i dansk ballethistorie – August Bournonville og hans kunst. Frank Andersen er en kulturel entreprenør af de helt sjældne. Hele hans kunstneriske karriere har været præget af en blanding af igangsætteri, viljestyrke, glæden ved at være på banen og de helt nødvendige personlige ambitioner. Det har ikke altid skaffet ham venner, for Frank Andersen fylder meget med dette naturel i sin bagage. Men der står i dag stor respekt om hans virke for dansk kulturliv – hjemme og ude. I mere end et halvt århundrede.Lille Frank var bare syv år, da han kom ind på Det Kgl. Teaters Balletskole. Som 18-årig blev han optaget i kompagniet, hvor han i 1977 udnævntes til solodanser. Det var hyppigt den muntre, kække og humørfyldte ungersvend, der blev Frank Andersens gebet i den aktive danserkarriere – Frants i ’Coppelia’, Geert i ’Kermessen i Brügge’ og – ikke mindst – Puk i ’En skærsommernatsdrøm’ var nogle af højdepunkterne. Men man så ham også som Basil i ’Don Quixote’, soloherre i ’Etudes’ og Gurn i ’Sylfiden’. Allerede i 1976 oprettede Frank Andersen sammen med danserkollegaen Dinna Bjørn Bournonvillegruppen, der optrådte kloden rundt med dansk balletradition på plakaten, og erfaringerne herfra kom Frank Andersen til gode, da han syv år senere over night blev balletmester på Det Kgl. Teater – og dermed chef for alle sine kolleger. På denne plads løb han sig mange staver i livet, og kompagniet kvitterede efter en fyringsrunde med at tildele chefen et mistillidsvotum. Men det er symptomatisk for Frank Andersens stædighed, vitalitet – og kærlighed til dansen – at han bed sig fast, drog på turneer ud i verden og med stor international opmærksomhed og succes skabte en sensation ud af Bournonville-festivalen på Det Kgl. Teater i 1992. Det var en bedrift, han gentog i 2005, da han efter fire år som chef for Den svenske Ballet i Stockholm var blevet kaldt tilbage som balletmester i København og med sin medbragte modenhed og styrke genskabte danseglæden, revitaliserede repertoiret og plejede og udviklede talenterne i det forud voldsomt skamredne og misligholdte kompagni. I 1995 var det teatrets bestyrelse, der mente, at der skulle nye kræfter på balletmesterposten. I 2008 var det Frank Andersen selv, der forlod pladsen – og afleverede et toptrimmet kompagni til afløseren, Nikolaj Hübbe.Med vanlig ildhu kastede han sig nu over nye initiativer og har siden brugt det helt enestående kontaktnet, han har uden for Danmark. Han er i dag rejsende i ballet – i et hæsblæsende tempo. Som instruktør, gæstelærer, jurymedlem og kunstnerisk rådgiver. Det er ikke mindst med fokus på Kina, at Frank Andersen gør sig gældende. Her er danselivet eksploderet, og sidste år blev han udnævnt til adjungeret professor ved Beijings Danseakademi. Det er en titel, den danske balletmand tager meget seriøst. Frank Andersen har allerede i en årrække været gæstelærer og -instruktør på det kæmpestore akademi, hvor han samtidig er engageret i etableringen af en ny, moderne udenlandsk danselinje. Han sidder i bestyrelsen for Beijing Dance Theater, virker for det nye kulturcenter i Wuhan og er involveret i det, han selv kalder »et mega bogprojekt om Bournonville og hans tid – balletter, stil og skoler. På kinesisk, naturligvis«. Frank Andersen er tillige tæt knyttet til Georgiens nationalballet i Tblisi, og han har netop iscenesat ’Sylfiden’ på Ballet Nacional del Sodre i Montevideo, Uruguay. Forude venter Bournonville-opgaver i Lissabon, Vancouver og Haag. Forpustet? Ikke Frank Andersen, der lige tager sig tid til et kortvarigt ophold i København i anledning af den runde dag, før han drager af igen.
Ballettens utrættelige mester fylder rundt






























