Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ekspert. Morgendagens fødselar under afsløringen af den forsvundne gravsten i sin egenskab af vicepræsident i 'Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab'
Foto: Mik Eskestad

Ekspert. Morgendagens fødselar under afsløringen af den forsvundne gravsten i sin egenskab af vicepræsident i 'Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab'

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vogter af vort lands klenodier fylder 70

Rosenborgmuseets direktør, kammerherre Niels-Knud Liebgott, fylder 70 år i morgen.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nok runder Rosenborgmuseets direktør, kammerherre Niels-Knud Liebgott nu det officielle tidspunkt for at gå på pension som embedsmand, men han fortsætter endnu nogle måneder i chefstolen på Christian IV's gamle lystslot fra 1606 i det indre København - simpelthen fordi der endnu ikke er fundet en afløser.

Men der kan være god grund til at gøre status omkring en rund fødselsdag, og der vil Liebgott få sig et flot skudsmål for sin enestående indsats for flere århundreder af danmarkshistorien!

Skatkammeret
I sine 14 år som Rosenborgchef har han været på færde i mangfoldige hjørner af dette pragtmuseum, hvis fuldtonede navn er De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg og Amalienborg. 35.000 genstande - heriblandt kronjuvelerne i skatkammeret og de tre sølvløver i slottets riddersal!

Riddersalen har både fået sine gamle, kostelige gobeliner tilbage fra Christiansborg Slot, ligesom nye er blevet tilført slottet. Salen har desuden fået et helt nyt - og stærkt tiltrængt! - gulv, ligesom der er indrettet skatkamre for våben, vin, elfenben og ravsagerne.

Senest tilkommet er slottets 'Marmorgemak', ligesom slottets 1. sal er gennemrestaureret, flere tårnværelser er sat i stand, og huset har fået indlagt elektrisk lys i Niels-Knud Liebgotts direktørtid.

Rosenborg- og Amalienborgsamlingerne fremstår i dag så prægtige som vel nogensinde. De formidles i dag professionelt på internettet, og denne indsats har publikum vidst at anerkende.

Det todelte museum med en historisk skat, der spænder over mere end 400 år, har med et estimeret besøgstal på 370.000 for 2012 bragt institutionen op i toptre blandt kongerigets kulturhistoriske museer.

Men de mange betalende gæster er også forudsætningen for et højt aktivitetsniveau, for Rosenborg-Amalienborg-samlingerne får kun dækket en fjerdedel af driftsbudgettet af staten.

Museumsmand
Fødselaren er cand.art. i historie og materiel folkekultur fra 1970. Allerede som studerende havde han tilknytning til museumslivet - som rengøringshjælp og vagt på Nationalmuseet, hvor han straks efter sin eksamen blev ansat.

Her skabte han sig et ry som en særdeles kompetent museumsmand med særudstillinger som bl.a. 'Margrete I og Kalmarunionen', 'Viking og Hvidekrist', 'Babylons skatte' og 'Museum Europa'.

Liebgott var fra 1987 overinspektør på Nationalmuseet, fire år senere satte han sig i chefstolen på afdelingen for oldtid og middelalder, og det syntes oplagt, at han skulle efterfølge Olaf Olsen som chef for Nationalmuseet og som rigsantikvar.

Men den daværende regering udnævnte højst overraskende en anden til dobbeltposten - her i avisen blev det kaldt uretfærdigt og skammeligt, og store dele af museumsverdenen korsede sig over, at man forbigik Niels-Knud Liebgott på den samme verdens fremmeste post.

Plads blev der alligevel til Liebgott - i 1998 rykkede han ind på Rosenborg, og hermed sprang han fra sine fokusperioder oldtid, vikingetid og middelalder direkte ind i renæssancen - og hvad derefter fulgte.

Højagtet
I dag kalder han tiltrædelsesdagen »den lykkeligste i mit liv«. Og ryet om den kapable og respekterede chef tog Liebgott med sig fra Nationalmuseet til Rosenborg.

Til stillingen hørerembedsbolig i Øster Voldgade, og her har museumschefen også taget sin ganske hyppige tjans med nattevagttjeneste, for alarmen er så følsom, at en løssluppen flue inde på museet kan udløse den. Det har kostet Niels-Knud Liebgott og hans skotske oversætterkone Joan Davidson mangen en nattesøvn.

Niels-Knud Liebgott har skrevet en lang række bøger med fokus på Danmark i middelalderen, men han har i det hele taget bevæget sig vidt omkring i historien og bestrider - eller har beklædt - en mængde faglige tillidshverv.

Og historikerkollegerne agter Liebgott højt for både hans menneskelige og faglige egenskaber og har derfor gjort ham til formand i to af rigets fornemste historiske selskaber - Det Kgl. Nordiske Oldskriftsselskab og Det kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie.

Og hans ønske for fremtiden?

»At min efterfølger vil videreføre den fine stemning på vores to museer«, siger Niels-Knud Liebgott, der har købt hus i Dragør med både stor have og fiskedam, og som nu får ekstra tid til at passe de mange værgemål, han har påtaget sig siden 1997.

Meget passende hyldes Niels-Knud Liebgott på dagen med en festkoncert i Rosenborgs riddersal, hvor Den Kgl. Livgardes Musikkorps spiller op til ære for fødselaren.

navne@pol.dk

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden