Der har været perioder i dansk politik, hvor kulturministeren har været så ligegyldig og farveløs, at man har haft svært ved at huske ministerens navn. Dog ikke i årene 1993-1996, hvor Jytte Hilden sad på posten. I de år var der ballade. Nye kulturministre bliver altid testet på deres kulturbegreb. Da det blev Hildens tur, svarede hun frejdigt her i avisen, at for hende var kultur 'både mågestel og håndbajere'. Bredere kunne det næsten ikke blive, og da hun senere i sin embedsperiode ønskede at få kogekunsten på finansloven, lå det i direkte forlængelse af denne kulturforståelse. Kontroversiel Hverken kulturbegrebet eller ministeren var synderligt populært i kulturlivet. Med sine mange fyndige udtalelser (den kendteste: »Jeg har det med sport som med porno. Det er sjovt at være med til, men kedeligt at se på«), ideer og udnævnelser af folk - især kvinder - som ikke kom fra de sædvanlige cirkler, vakte hun ikke ubetinget jubel i det etablerede kulturliv, hvor man helst vil have ro om bevillingerne og en minister, der ikke stjæler opmærksomheden.
Ingen af delene kunne Hilden garantere. Hun var ikke blevet kulturminister for at administrere, men for at drive politik, og den chance ville hun ikke lade gå fra sig. Hun sagde selv dengang, at det er en ministers opgave at finde penge til sit område, lave lovgivning og skabe debat. Hun huskes nok mest for det sidste. Hvilket både er uretfærdigt og selvforskyldt. Uretfærdigt, fordi hun faktisk sikrede kulturen flere penge og øgede bevillingerne til bl.a. Kunstfonden og bibliotekernes bogindkøb. Og fordi der i hendes tid blev taget beslutninger om store byggeprojekter, hvoraf det mest markante og ikke ukontroversielle nu ligger ved havnefronten i København og lyder navnet Den Sorte Diamant - et navn, ministeren selv var kvinde for. Fremadsynet Det var også hendes bedrift, at der midt i 90'erne blev udarbejdet en stor redegørelse om fremtidens kulturpolitiske udfordringer - et arbejde, der dog først blev færdigt efter Hildens afgang som kulturminister. Selvforskyldt, fordi hun som person fyldte (for) meget og derfor med sin facon og form kom til at stå i vejen for indholdet. Den røde tråd i Hildens kulturpolitik er måske af samme grund svær at få øje på, men at kulturen fik tilført penge, og at der var gang i den kulturpolitiske debat i de tre år, hun var kulturminister i 90'erne, er ubestrideligt. Der er som regel gang i den, hvor Jytte Hilden befinder sig. Og det har ikke altid været i politik. Godt nok er hun vokset op i et politisk københavnerhjem. Både hendes far og mor var politisk aktive i Det Konservative Folkeparti, hendes far som folketingsmedlem og hendes mor som formand for Kvindeudvalget. Men Jytte Hilden havde et par andre punkter på programmet, inden hun blev partipolitisk aktiv i Socialdemokratiet i 1974. Som en af få kvinder i den generation tog hun en videregående uddannelse og oven i købet i et typisk mandefag som kemiingeniør. Samme år hun gjorde sin uddannelse færdig, blev hun ansat som forsker ved det, der dengang hed Danmarks Tekniske Højskole. Familiemenneske Sit første barn fik hun som 22-årig, og tre mere fulgte, inden hun fyldte 30. Hun skiftede forskerjobbet ud med gymnasieskolen og var også i en kort periode rektor på Roskilde Katedralskole. Til overflod skrev og udgav hun bøger om ligestilling og kønsroller, emner som har været omdrejningspunktet for hendes politiske engagement. Ikke mindst som forskningsminister i 1996-1998 tog hun fat på at fremme kvindelige forskeres muligheder for at slå igennem på et stærkt mandsdomineret område. For det var ikke kun som kulturpolitiker, Jytte Hilden gjorde sig bemærket i de i alt 16 år, hun sad i Folketinget.
