Det er ikke til at vide, hvad der var blevet af Tony Blair, hvis ikke han havde haft et godt øje til de tanker om socialdemokratismens fornyelse, som hans landsmand Anthony Giddens havde gjort sig i årene, inden Blair fik fast bopæl i Downing Street 10 i hele elleve år. Sociologen Giddens spillede en nøglerolle, da Blair forvandlede det aldrende britiske Labour Party til et moderne medieparti, som kunne tiltrække en ny slags arbejdskraft: informationssamfundets veluddannede og selvbevidste middelklasse, The New Labour. Men Storbritanniens forhenværende premierminister er langtfra den eneste, der har grund til at takke Giddens for hans indsats. Det kan titusindvis af danskere skrive under på, fordi det stort set er umuligt at skrive en teoretisk opgave inden for snart sagt alle fagområder i dette land uden at skulle tæske sig igennem tekster af Giddens. Det er fast pensum at skulle kende hans forståelse af, hvordan moderne mennesker skaber sig identitet i en verden, hvor de gamle måder at gøre tingene på bestandig udfordres af teknologi, videnskab og globalisering. Giddens gjorde tidligt op med den klassiske marxisme og forestillingen om arbejderklassen som historiens motor. I stedet introducerede han på historiens scene det refleksive individ, som opnår det gode liv ved at uddanne – tænke – sig ud af det gamle samfunds værdier og ind i det nyes. Ingen spin Det var netop denne forståelse af moderne social mobilitet, som gjorde Giddens så vigtig for New Labour.

Det var ikke af ham, at Blair og co. lærte at manipulere med spin, spin og atter spin, men de kunne bruge hans opfattelse af, hvad der skal til for at få politisk opbakning fra et flertal af vælgerbefolkningen i et veludviklet samfund. Giddens var den første til ideologisk at kridte banen op for ’den tredje vej’ mellem ’højre’ og ’venstre’. Han holdt fast i solidariteten som altafgørende værdi for et moderne arbejderparti, men ikke inden for grupper eller klasser, men mellem borgerne i hele samfundet, så forskellige som de nu engang er.