Blandt den kun halve snes mennesker, hvis scenekunst er hædret med tildeling af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, er instruktør, fhv. teaterleder og fhv. rektor for Skuespillerskolen ved Aarhus Teater Eydun Johannessen, København – og dét af gode grunde.
Hans uforsagte indsats, også med ellers halsbrækkende opgaver, har nemlig både inspireret kolleger og elever og givet det brede publikum store sceneoplevelser såsom den mastodontiske Marcel Proust-dramatisering i 2004, ’På sporet af den tabte tid’, eller den storslåede, seks timer lange teaterversion af Henrik Pontoppidans roman ’Lykke-Per’ i 1988.
Den blev siden omsat til tv og med både datteren Annika og sønnen Olaf på rollelisten – sidstnævnte sidst set af de mange som statsministeren i tredje ombæring af tv-serien ’Forbrydelsen’.
Debut som 21-årig
Begge de store romandramatiseringer fandt sted på Johannessens foretrukne scene gennem årene, Aarhus Teater.
Hertil kom han i 1970 som skuespiller efter uddannelsen på Det Kongeliges og Odense Teaters elevskoler og studieophold ved Berliner Ensemble, i Polen og i England.
I Aarhus var han selv rektor for skuespillerskolen fra 1979 til 1986, og på Bispetorv i Aarhus har hans instruktøropgaver i tidens løb rakt fra ’Hamlet’ og ’Helligtrekongersaften’ over ’Woyzeck’ til ’Vi venter på Godot’ og ’Rocky Horror Show’ – og nationalklenodier som ’Elverhøj’ og ’Indenfor Murene’ ikke at forglemme.
Men da han med Aarhus’ sceneudgave af fantasyromanen ’Det gyldne kompas 2’ fejrede sit 50-års instruktørjubilæum, var dét målt i forhold til debuten som 21-årig på Tórshavn Teater med en opsætning af Thorvald Bøs ’To liv’.
Et kvart århundrede senere vendte han tilbage og fik i 1976 etableret Færøernes første professionelle teatergruppe, Grima, som han i 2000 omstrukturerede til Europas mindste nationalscene, Tjódpallur Førøya, og som han selv var så god en chef for i teatrets første fem år, at han modtog Færøernes Landsstyres Kulturpris.
Vitalt gåpåmod
Tórshavns gamle, tætliggende træhuse og de »ensomme blyfarvede« øer »langt ude i det kviksølvlysende verdenshav« vendte han tilbage til på en anden facon med sin sceneversion af William Heinesens elskede roman ’De fortabte spillemænd’, der begynder med netop de ord.
Men det »vitale gåpåmod« – som Monna Dithmer har formuleret det – svigtede ham nu heller ikke over for dramatiseringen af fortællinger som ’Greven af Monte Christo’ eller Dickens’ ’Et juleeventyr’.
Har Johannessens instruktøropgaver således rakt fra det festligt kulørte – så festligt, at det undertiden har fået anmeldere til at efterlyse dybde – til klassikere som Molière og Tjekhov, så omfatter de dog også helt nutidig skandinavisk dramatik af f.eks. Jess Ørnsbo og Lars Norén.
Blandt over 200 instruktøropgaver har nogle stykker ligget på Det Kongelige Teater og Odense Teater, og hans vellykkede opsætning af ’Trold kan tæmmes’ for Det Danske Teater er ikke glemt.
Også Island, Norge, Sverige og Finland har i tidens løb haft bud efter den umådeligt produktive, driftssikre og vidtspændende instruktør.
