Arne Villumsen var sin generations ubetinget førende danser. En sleben teknik, en formidabel sans for partnerrollen i samspil med ballerinaen, et mørkt, fascinerende udseende og en eminent musikalitet sammen med en naturlig scenisk tilstedeværelse - og danseglæden! - var de ingredienser, der gav ham en enestående position i Den Kgl. Ballet. En klassisk romantisk danser. Institutionens danseur noble. Drømmen Og mange vil da også mene, at Arne Villumsen stoppede alt for tidligt i nationalkompagniet. Men i 1994, året efter hans 25-års danserjubilæum og 42 år gammel, var det slut. Som fødselaren selv udtrykker det »droppede han danseskoene i et par år«, før han vendte tilbage til Det Kgl. Teater som instruktør sammen med Anne Marie Vessel Schlüter i 'Sylfiden' og Heidi Ryom i 'Onegin'. Det blev også til en kort affære som danselærer på Oure Idrætshøjskole på Fyn, før Arne Villumsen helt opgav dansen. Og i stedet tog flycertifikat! Og dermed opfyldte den drøm, han havde haft i mange år - ikke mindst i de evigt tilbagevendende belastende dage op til en premiere. Man kan i anledning af fødselsdagen kun begræde, at Arne Villumsen ikke i højere grad kom til at give al sin viden og indsigt videre til yngre dansere. Sen start Fængselsoverbetjenten og sygehjælperens Arne drønede i 1964 ind fra Brønshøj til Det Kgl. Teaters Balletskole - dog først som 12-årig, hvilket er ganske sent for balletbørn. Men talentet var evident, og i 1969 var han fast medlem af kompagniet; fra 1976 med titel af solodanser. Daværende balletmester Henning Kronstam blev Arne Villumsens betydeligste og mest krævende mentor gennem hele karrieren, der udfoldedes på smukkeste vis, så eleven med tiden arvede og udfyldte den plads, Kronstam selv havde haft som danser. Arne Villumsen dansede et endog meget stort repertoire. De abstrakte samtidsballetter var ikke umiddelbart hans gebet - selv om han også dansede hovedpartierne i mange af dem - 'Serenade', 'Symfoni i C', 'Ildfuglen', 'Apollon Musagetes', 'Greening' og 'Voluntaries'. Men i de stort anlagte romantiske handlingsballetter med plads til karaktertegning og dansant dramatik - 'Giselle', 'Romeo og Julie', 'En skærsommernatsdrøm' og 'Don Quixote' var Arne Villumsen i den grad på hjemmebane - så meget, at balleteksperten Erik Aschengreen engang skrev, at Det Kgl. Teaters faste stok af ballettilskuere kun ønskede at opleve denne del af repertoiret, hvis de var sikre på, at det var Arne Villumsen, der dansede det mandlige hovedparti! Hjemmefødning Og disse Villumsen-aficionados måtte prise sig lykkelige over, at han ikke foretrak at skabe sig en danserkarriere i udlandet, hvilket utvivlsomt havde været en mulighed. Og som mange andre danske topdansere valgte at gøre. Men udlængslen var aldrig stærk nok. Måske også på grund af den 'naturlige dovenskab', som Arne Villumsen helt åbent har vedkendt sig. »Jeg fik mange tilbud, men jeg er i den grad hjemmefødning, at jeg savner Danmark, fem-seks dage efter at jeg er taget af sted«, sagde Arne Villumsen ved en tidligere lejlighed i et interview til denne artikels signatur. Til gengæld blev de udenlandske anmeldere stærkt forbavsede, da de ved Det Kgl. Teaters første Bournonvillefestival i 1979 opdagede, hvilken lokal dansestjerne teatret havde at byde på. Arne Villumsen blev festivalens store attraktion. August Bournonvillesballetter stod højt på Arne Villumsens egen favoritliste. Hans udgave af en temperamentsfuld James i 'Sylfiden' er allerede en del af den danske ballethistorie. Drømmerollen Han dansede den fyrige Gennaro i 'Napoli', den elegante spanske senor i 'La Ventana', den overmodige 'Abdallah', den drømmende Junker Ove i 'Et Folkesagn', den strikse balletmester i 'Konservatoriet' foruden 'Blomsterfesten i Genzano' og 'Livjægerne på Amager'. Arne Villumsen dansede naturligvis også prinsen i 'Nøddeknækkeren'. Og var en brillant soloherre med styr på trinsproget i 'Etudes'. Der var bravurroller og danset poesi. På karrierens højdepunkt var han den mest vidtfavnende danser i Den Kgl. Ballet. Men ved siden af partiet som James blev Arne Villumsens gribende - og lidenskabelige - præstation i den dramatiske titelrolle i John Crankos ballet 'Onegin' efter manges mening karrierens kunstneriske højdepunkt. Selv har han om rollen sagt, at »den simpelthen er genialt skabt. Den er bygget logisk op, og den indeholder en helhed af musik og stemning, som jeg slet ikke kan forestille mig, kan gøres bedre. Man glemmer helt de svære pas de deux'er. Den er en stor oplevelse at danse hver gang«. Vi skal hilse og sige, at også fra tilskuerrækkerne var oplevelsen eminent.