Skæg og rablende egensindig klovn fylder rundt

Mod. Skuespilleren Stine Schröder Jensen har allerede været vidt omkring i dansk teater, og nu har hun også taget fat som både dramatiker og instruktør.
Mod. Skuespilleren Stine Schröder Jensen har allerede været vidt omkring i dansk teater, og nu har hun også taget fat som både dramatiker og instruktør.
Lyt til artiklen

Det er ikke mod, hun mangler, Stine Schröder Jensen. For nylig stillede hun sig op på scenen i det prestigiøse Kennedy Center i Washington og sang »I’m in the mood for love« – brægende som en elskovssyg drøvtygger. Men nu var hun også del af den prisbelønnede klovneforestilling ’August’, der var udvalgt til at deltage i festivalen Nordic Cool. Forinden havde hun haft sine bange anelser – fire grå, danske hverdagsklovne og så amerikanernes krav om entertainment. Men den gik rent hjem. Schröder er da også noget så usædvanligt som en fuldbåren kvindelig klovn, et komisk naturtalent, der er svært at holde nede, selv om hun kommer fra noget så prosaisk som Vemmelev Sogn og er blevet pænt afrettet på Statens Teaterskole. Liderlige kvindfolk Da hun i efteråret spillede midtvejsfrustreret advokat på høje hæle – og hovedet i brækspanden – i ’Midsommer’ på CaféTeatret, blev hun da også bedre og bedre, jo mere absurd og helt i hegnet kampen for kærlighed udviklede sig. Påfaldende er det i det hele taget, så mange forgabte, trodsigt forlibte, liderlige kvindfolk hun har lagt krop til gennem karrieren.Lige fra en ulyksalig, småfordrukken Masja i ’Mågen’ og en konfus Helena i ’En skærsommernatsdrøm’ til edderdesperat hun med udslukte hundeøjne i ’Déja vu’ og så en flæbende og ræbende Hulke-Margrethe i ’Juleferie på Nøddebo Præstegaard’ – hun ville ikke have and, hun ville have mand! Men Schröder Jensen har da også slået sine folder i den modsatte, kønsløse boldgade som intet mindre end Kommunen – med fladt baghår og forvaltningsparoler – i Mammutteatrets ’Fobiskolen’ og som sexfornægtende præmiehusmor og renhedsmonster i ’Sex. Vold. Blod. Snask’ på Får302.

Da hun for første gang entrerede Det Kgl. Teater, var det da også i rollen som tudsegammel oldermand med skæg og spådomskraft i Holbergs ’Ulysses von Itachia’. Lårkort discountlak og bar røv Til gengæld fik hun 28 år gammel sit store gennembrud og en Reumertpris som ugidelig stripper på Folketeatret, hvor BT’s Birgitte Grue var hurtigt ude med at spotte talentet: »En præstation er det hele værd. Stine Schröder Jensen. Husk navnet – der er en stor komisk-tragisk skuespiller på vej«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her