Da Henning Jensen var ung og lige flyttet til København, var noget af det første, han gjorde, at gå i teatret. På Det Kgl. Teater så han 'Teenagerlove' med Bodil Kjer og Henning Moritzen i 1962, senere på Det Ny Teater var det 'Hvem er bange for Virginia Wolf?' med Bodil Udsen. LÆS OGSÅHenning Jensen hædres med halv million »Det væsentligste var, at jeg syntes, jeg forstod alt, hvad de mennesker på scenen foretog sig, og jeg tænkte: Dér vil jeg op! Ikke for at blive filmskuespiller og verdensberømt. Det var mere en slags sjælshigen«, fortæller Henning Jensen i et interview med Michael Moritzen i bogen 'Respekt'. Sjælshigen - det er et stort, men herligt ord. Det klinger lidt religiøst, men det hører med.
Den korte historie Henning Jensen taler også om en kaldelse i forhold til den åbenbaring, han fik en dag: »Hele min krop begyndte at dirre, og jeg rystede indvendigt: For satan! Det er jo skuespiller, jeg skal være. Det er det, jeg skal!«. Og for satan! Det var godt, at han blev det. Hurtigt markerede han sig som Happy i 'En sælgers død' i 1971, på tv i 1974 spillede han skurken i 'Nitten røde roser'. Alene på scenen er det indtil videre blevet til knap 100 roller. Det er den korte historie om Henning Jensen: I dag den største mandlige nationalskuespiller i sin generation. Fra Kaj Munk til Henrik Ibsen - fra kong Herodes til bygmester Solness: Hvad han har nået at spille, og hvad han har formået at spille, er imponerende. LÆS OGSÅNår verden taber farverne - interview med Henning Jensen Den lidt længere - og ikke så lidt vildere - version af Henning Jensen er ikke mindre interessant. Hvor den kongelige klassiker har udfordret sig selv, eller hvor andre - dramatikere eller instruktører - har vasket både vanerne og uvanerne ud af ham, har han ganske enkelt også været bedst. Det har samarbejdet med Jokum Rohde og Katrine Wiedemann bevist; først med 'Nero' i 1998, hvor Henning Jensen varetog titelrollen med lige dele syre og sort komik; siden og helt suverænt var han den grumme dommer Wolff i 'Pinocchios aske' i 2005.
Hjertevridende godt Det er dog ikke noget mod, hvad dramatikeren og instruktøren Lars Norén har betydet. I hans stykke 'Personkreds 3' på Betty Nansen Teatret i 1998 spillede Henning Jensen alkoholikeren - og igen for satan, for det rykkede! Henning Jensen fik en ny åbenbaring, og publikum med, for så vidt han åbnede kapitel to i sit liv som skuespiller:

»Hjertevridende godt«, hed det i vores anmeldelse, der noterede sig »Henning Jensens virkelighedsomfattende teaterkunst og hans karrieres forbilledlige nedtur«. I 2008 stod så Lars Norén himself og instruerede Kaj Munks 'Ordet' på Det Kgl. Henning Jensen spillede den gamle Mikkel Borgen, og havde man bare tvivlet lidt, genfandt man barnetroen - i alt fald på teatret og skuespilleren: »intenst og nutidigt, brølende, sitrende brysk og skrøbeligt«, skrev Søren Vinterberg om Jensens spil. Sjælens higen, tør man vel konkludere, overvinder alt. Det var, fortæller Henning Jensen i interviewet i 'Respekt', som om han længe havde stået i stampe, lige indtil den rolle som alkoholikeren kom: »Jeg følte konstant, at jeg stødte hovedet imod mit eget loft, og at jeg ikke kom ud af stedet«. Siden har der været pænt åbnet for sluserne.
Nødvendigheden »Der skal være et indre skrig i skuespillet - en nødvendighed. Men også et udtryksmæssigt skrig, hvor sveden hagler af én, og hvor det er meget personligt«, fortalte han til Politikens Lotte Thorsen i 2008. Det handler om at få de roller, der skal koste alt - liv og død. Har hans personlige liv haft sine skyggesider i form af depressioner, har de seneste mange år på scenen stort set været badet i liv og lys. »Svinsk heldig«, erkender han, i sit møde med dem, der har sparket ham i en ny retning. Desværre fik han ikke den forestilling, han havde fortjent, da han for to år siden spillede Jeppe i Holbergs 'Jeppe på bjerget'. Opførelsen, der skulle markere Henning Jensens 40-års jubilæum, blev omtrent tabt på gulvet. LÆS OGSÅHenning Jensen: Moritzen revolutionerede dansk komedie Til april skal han så spille den fantastiske rolle som en - ikke 70-årig, men 82-årig - pensioneret skuespiller i Thomas Bernhards kammerspil 'Helt enkelt kompliceret'. Det er ikke nogen tosset titel at spille op til, når man hedder Henning Jensen, og slet ikke, når det handler om en skuespiller, kan man læse på Det Kgl. Teaters hjemmeside, der gemmer på Shakespeare-kongen (og skurken!) Richard III's kongekrone og en gang om måneden tillader sig selv at bære den. Forestillingen spilles på Skuespilhusets Lille Scene. Men derfor kan det jo alligevel godt blive stort.