Manden, der har succes i to kulturspor, bliver 60

Lyt til artiklen

To spor fletter sig ind imellem hinanden gennem Jens Nielsens karriere: det kunstneriske og det organisatoriske. Det begyndte med, at Jens Nielsen i 1978 blev diplomuddannet bratschist fra Vestjydsk Musikkonservatorium. Han brugte de sidste to år af sin musikalske studietid på at spille i Esbjerg Ensemble, hvorefter han i de næste ti år spillede bratsch i forskellige symfoniorkestre. Men sideløbende med den musikalske karriere begyndte et andet spor at forme sig. Jens Nielsen tog en uddannelse som cand.scient.pol. på Københavns Universitet og blev, samme år som han dimitterede, ansat som konsulent i Kommunernes Landsforening. Det var i 1988. Herefter skiftede hans karriere langsomt vej - fra at have været udøvende musiker, og i en årrække tillidsmand - gik han over på den anden side og blev orkesterchef. Først i Radiounderholdningsorkestret og derefter i Aarhus Symfoniorkester. Herfra er det det organisatoriske spor, der tegner karrieren. Efter syv år som kulturchef og chef for internationalt samarbejde i Københavns Amt, skiftede han i 2009 til sin nuværende stilling som kultur- og fritidschef i Greve Kommune. Kulturkonsulent Ebbe Brinkved fra Greve Kommune kender Jens Nielsen tilbage fra 1998, hvor de sammen stablede Opera Hedeland på benene - og arbejder nu fast sammen med ham igen.

»Jeg havde en forestilling om, at han levede for det finkulturelle - men så har det vist sig, at han har en meget stor interesse for heavy metal«, siger han. »Det viser, hvor bredspektret han egentlig er. Han er også meget humoristisk - har et lyst sind, ja, man kan kalde ham ungdommelig«. Sideløbende med jobbet som kulturleder har Jens Nielsen omsat sin viden og erfaring til undervisning og kulturforskning som lektor på Center for Tourism and Culture Management ved Copenhagen Business School og som medarbejder ved Københavns Universitet, ligesom han sidder i flere bestyrelser som f.eks. Roskilde Festivals underselskab Roskilde Event og Consult samt Dansescenen. Jens Nielsen har udgivet bogen 'Events i den danske oplevelsesøkonomi' som sit bidrag til et stort anlagt forskningsprojekt finansieret af Tuborgfondet - 'Kunst og kompetence i den danske oplevelsesøkonomi'. Han har tillige deltaget i opbygningen af en art managementuddannelse for kreative iværksættere i Tanzania for Center for Kultur og Udvikling, ligesom han tog en politisk tørn som socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation 2006-09, hvor han bl.a. var byens repræsentant i i Øresundskomiteen. Men det er ikke kun i sine smagspræferencer, Jens Nielsen er bredt interesseret. Det gælder også det professionelle. »Han er meget visionær og vil gerne ud at flyve og udvikle«, siger Ebbe Brinkved. »Men fra at have været oppe at flyve kan han også interessere sig for detaljeret administration. Han er et komplekst menneske«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her