Ankermand i dansk kulturformidling fylder 60

Lyt til artiklen

Professor Martin Zerlang, Frederiksberg, var næsten prædestineret til at blive litterat. Som søn af den lærde og ironiske lektor Poul Zerlang - beundret og let frygtet dansklærer ved Gladsaxe Gymnasium og censor på Københavns Universitet - fik han stil- og kvalitetssansen ind både via generne og via skolemælken. Martin Zerlang blev mag.art. fra Institut for Litteraturvidenskab på KU i 1977, på højdepunktet af den 'revolutionære' tid og 'diskurs', hvor man skrev speciale om 'Bøndernes klassekamp i Danmark'. Sådan hed unge Zerlangs første bog i 1976 - med et signalord, der for de fleste anno 2012 virker lige så mølædt som olmerdugen i Frilandsmuseets alkover. LÆS OGSÅUrfortællingen som sidste skrig Men som bekendt har vi mere klassesamfund end nogen sinde, og Martin Zerlang har bevaret sit politiske engagement. Han har bare fusioneret det med sine andre medie- og kulturhistoriske interesser.

Det ser man bl.a. af hans muntert oplysende bog 'Underholdningens historie ' (1989) og hans utraditionelle bidrag til 'Dansk mediehistorie' (1996-97) om 1800-tallets folkelige fortællinger, den orientalske mode og den nye showbusiness fra panorama, tableau og cirkus til fotografi og illustreret magasinpresse. Sin litterære sans har Zerlang også udfoldet som pionerfører i den magiske realisme fra Latinamerika og den litterært orienterede mentalitetshistorie, og som lektor i litteraturvidenskab gav han fra 1993 sit institut et vigtigt anneks ved at initiere og lede dets nye Center for Urbanitet og Æstetik. Centerets synsvinkel har befrugtet Zerlangs bøger om 'Bylivets kunst' (2002) og ikke mindst den eminente rundvisning i 'Herman Bangs København' (2007), der suggestivt tegner det moderne gennembruds hovedstad som bagprojektion for, hvordan unge Bang går ud og ind af sine mange roller - forfatter, journalist, skuespiller, instruktør - og svømmer rundt i mange miljøer for at indtage og beskrive den bølgende, summende og svedende nye storby. LÆS OGSÅBang - den genialske hurtighedskunstner Til efteråret udkommer 'Karikaturlandet - i krydsild mellem danske forfattere og tegnere', og disse kulturkrydsninger og hybridformer er i det hele taget karakteristiske for Martin Zerlangs talent og hans uortodokse syn på litteratur og kultur. Og så kan manden skrive, som også skiftende aviser - inkl. nærværende dagblad - periodevis har nydt godt af. Med sin fordomsfri og muntre frodighed er Martin Zerlang en berigelse for sit fag, der i 2004 gjorde ham til professor i litteraturvidenskab og moderne kultur - netop med og imellem. Det er betryggende at have ham som ankermand og kvalitetsgarant i uddannelsen af næste generations kulturformidlere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her