Foghs diplomatiske kanon i Nato fylder rundt

Verdensmand. Som generalsekretær Anders Fogh Rasmussens nære medarbejder har Jesper Vahr allerede været på besøg i det hvide hus fire-fem gange.
Verdensmand. Som generalsekretær Anders Fogh Rasmussens nære medarbejder har Jesper Vahr allerede været på besøg i det hvide hus fire-fem gange.
Lyt til artiklen

Næste gang du ser Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen på skærmen eller på et pressefoto, så læg mærke til manden lige bag ved ham. Uanset hvor i verden Foghs nuværende arbejde som Nato-chef bringer ham hen, er det næsten sikkert, at Jesper Vahr kun er ganske få skridt fra ham. Selv når Anders Fogh er ude på sine elskede joggingture tidligt om morgenen, er der gode chancer for, at dagens fødselar er med. Jesper Vahr holder nemlig også af at løbe langt, og han er chefens nærmeste medarbejder i verdens stærkeste militære alliance. Veludrustet til opgaven Som kabinetschef eller direktør for det, der kaldes generalsekretærens 'private office', er Vahr en slags departementschef øverst i Nato's internationale civile hierarki med over 1.000 ansatte. I alliancens politiske hovedkvarter i Bruxelles agerer Jesper Vahr både som Foghs højest placerede personlige problemknuser og som leder af et stort og spraglet bureaukrati. Det gør han efter sigende med en lige så kontant og krævende facon, som generalsekretæren selv er blevet kendt for. LÆS OGSÅDansker tegner NATO´s fremtid Trods sin relativt unge alder var Jesper Vahr veludrustet til opgaven, da Fogh ved sin udnævnelse i 2009 hentede ham hjem fra en post som Danmarks ambassadør i Tyrkiet. »Jeg valgte Jesper Vahr, fordi han har stor erfaring og bred viden om Nato fra sit tidligere arbejde i organisationen«, sagde Anders Fogh Rasmussen, da han håndplukkede vestjyden fra Ankara. Muhammed-diplomati Havde han været lidt mindre politisk korrekt, kunne Fogh have tilføjet, at han også havde brug for en mand, der vidste noget om Tyrkiet. Både de danske Muhammedkarikaturer og sagen om det kurdiske ROJ TV, baseret i København, havde nær fået de tyrkiske magthavere til at blokere Foghs udnævnelse som Nato's politiske topchef. Som dansk ambassadør i Ankara havde det i høj grad været op til Jesper Vahr at forklare tyrkerne, hvorfor Anders Fogh som statsminister hverken kunne sige undskyld for karikaturerne af profeten eller lukke ROJ TV, selv om begge dele gjorde den tyrkiske regeringsleder, Recep Tayyip Erdogan, rasende. LÆS OGSÅEn tv-station for en toppost i Nato På sin vej ind i Nato havde Fogh brug for de kontakter og den forståelse af tyrkiske forhold, som Vahr havde opsamlet, for at kunne undgå ødelæggende konflikter med det vigtige muslimske medlemsland Tyrkiet. Samtidig kunne generalsekretæren slå to fluer med et smæk, for Jesper Vahr er også ekspert i Nato's indviklede og nogle gange både stive og støvede bureaukrati. Internationale poster Den cand.scient.pol.-uddannede Vahr begyndte sin karriere i Udenrigsministeriet i 1991. Efter at have været ambassadesekretær i den syriske hovedstad, Damaskus, var han 1996-99 chef for ministeriets Nato-kontor på Asiatisk Plads i København. Derefter blev Jesper Vahr i fire år souschef ved den danske Nato-delegation i Bruxelles, hvor han blandt andet på Danmarks vegne arbejdede for at få invitationer til medlemskab sendt af sted til vore tre små baltiske nabolande. Siden vendte han hjem til Udenrigsministeriet som sikkerhedspolitisk direktør, men i 2005 havde militæralliancen igen bud efter Jesper Vahr.

Danskeren fik den tidsbegrænsede opgave at lede et reformudvalg, der under den daværende generalsekretær, hollandske Jaap de Hoop Scheffer, skulle komme med forslag til at modernisere og effektivisere Nato's beslutningsgange. Hans placering var den højeste, nogen dansker havde haft i Nato's civile hierarki, indtil Anders Fogh Rasmussen blev generalsekretær. Ikke nogen let opgave. »Organisationen er fortsat meget præget af traditionen fra den kolde krigs tid«, sagde Vahr selv dengang. Det gjaldt blandt andet om at få alliancens militære og civile strukturer til at arbejde bedre sammen. Siden vendte Jesper Vahr igen tilbage til Udenrigsministeriet og posten som ambassadør i Tyrkiet, indtil Fogh hentede ham til Bruxelles som kabinetschef i 2009. Udlever store ambitioner Anders Fogh Rasmussen kom til topjobbet i Nato med store ambitioner om at fortsætte og styrke reformerne for at gøre alliancen til en mere moderne organisation med et bredere politisk sigte. Den opgave er ikke hurtigt overstået, og Foghs ledelsesstil har ikke kun skaffet ham venner i Nato. Men den danske generalsekretær er kommet langt med meget - og der er næppe nogen tvivl om, at Jesper Vahrs ikke altid nemme erfaringer med alliancens krinkelkroge og magtkampe er kommet dem begge til gode.
LÆS OGSÅ
Anders Fogh rejser til Tyrkiet Jesper Vahr holder som nævnt af at løbe, nogle gange maraton, og ofte med lydbøger på iPoden. Han er også glad for at rejse sammen med hustruen, Ane Tang Vahr, og parrets to børn, senest tre uger på Sri Lanka i sommer. Der havde han sikkert også løbeskoene med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her