Smalle, sorte visere bevæger sig rundt oven på et billede af Abdullah Öcalan, grundlæggeren af Kurdistans Arbejderparti. Uret hænger på væggen bag baren i Kurdistan Kultur Center på Vesterbro i København, og om aftenen, når viserne når klokken 17.30, henter en af mændene i lokalet fjernbetjeningen og tænder fjernsynet på den kurdiske kanal Roj-TV, som sender fra Danmark. »Det kører hver dag. For på den kanal viser de virkeligheden i det område, vi kommer fra«, siger Cihan Türkmen. Han sidder sammen med de øvrige i lokalet med opmærksomheden rettet mod det lille fjernsyn, der fra sin plads højt oppe på væggen forkynder dagens begivenheder fra Kurdistan og resten af verden. Nyhederne fra Roj-TV er kontroversielt stof. Det ved kurderne, der har lagt vejen forbi kulturcenteret, og de er klar til at forsvare deres tv-kanal. Så snart de forstår, at en journalist er dukket op, stimler kurderne sammen og nikker indforstået, når en i flokken forklarer, hvor betydningsfuld Roj-TV er for den kurdiske befolkning. »I Tyrkiet er medierne meget nøje kontrolleret af myndighederne. Roj-TV er den eneste kanal, der har mulighed for at fortælle sandheden om, hvad der foregår i Kurdistan. Overgreb og væbnede kampe er næsten hverdag, men det tier de statsstyrede tyrkiske medier ihjel«, siger Davut Arici. Ifølge Roj-TV følger mellem 20 og 25 millioner kurdere dagligt de programmer, som stationen udsender fra Danmark. Sådan har hverdagen været siden 1. marts 2004, og siden da har stationen været genstand for en storpolitisk strid mellem Danmark, Tyrkiet og USA. En tvist, der har handlet om ytringsfrihed, diplomatisk pression og udnævnelsen af en ny Nato-generalsekretær. Det kurdiske problem For de danske myndigheder begynder sagen om Roj-TV i slutningen af 2005 med en anmeldelse af tv-stationen fra den tyrkiske ambassade. Tyrkerne hævder, at stationen er talerør for oprørsgruppen PKK, der figurerer på EU’s og USA’s lister over terrornetværk. Sagen er ikke blot et forsøg på at lukke en kurdisk tv-station; den er et angreb på PKK-bevægelsen, der står i centrum for landets største politiske problemfelt, forklarer Ahmet Alis, som er gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier: »I Tyrkiet er Kurdistan og kurderne det vigtigste emne overhovedet. Det rangerer over økonomien og debatten om politisk islam. For det handler om landets ansigt udadtil. Tyrkiet vil give et indtryk af, at der ikke er nogen problemer i landet. Hvis Roj-TV hver aften sender nyheder om situationen i regionen, hvor man snakker om en politistat, et autoritært styre eller om daglige overfald på kurdere, så taler det imod det billede, Tyrkiet ønsker at give af sig selv«, siger Ahmet Alis, der for tiden forsker i netop Tyrkiets opfattelse af det kurdiske spørgsmål. Ønsket om at få lukket Roj-TV lægger de tyrkiske myndigheder ikke skjul på. Gentagne gange har de danske politikere måttet høre for, at de danske regler på tv-området er så meget mere liberale end i de øvrige europæiske lande, at Roj-TV kan have sendetilladelse i Danmark.
Men også på de indre linjer har Danmark været under pres fra Tyrkiet. Dokumenter fra WikiLeaks, som Politiken har adgang til, viser, at også USA siden 2005 har udøvet stor indflydelse på danske politikere og embedsmænd, og at amerikanerne endda har ønsket at tilsidesætte et lovligt medies ytringsfrihed ved at få danske myndigheder til at »tænke kreativt«. Det strategiske samarbejde De hidtil hemmeligholdte dokumenter afslører, at den amerikanske viceudenrigsminister med ansvar for Europa, Matt Bryza, i september 2005 mødes med en række tyrkiske myndigheder. I en samtale med landets udenrigsminister fremlægger Bryza sine tanker for »et strategisk partnerskab mellem USA og Tyrkiet«.
