Tilbud: Få digital adgang og avisen leveret i weekenden for 199 kr./md.

Lidt flere indvandrere og efterkommere kommer i job

Foto: Mathias Svold/POLFOTO
Foto: Mathias Svold/POLFOTO
Lyt til artiklen

Lidt flere indvandrere og efterkommere er kommet i job de senere år, men andelen i beskæftigelse er fortsat et stykke under personer med dansk baggrund.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Fra 2016 til 2017 steg andelen af indvandrere i job således til 58,3 procent fra 56,4 procent. Gruppen tæller personer fra 16 til 64 år.

For efterkommere - altså børn af indvandrere - er stigningen til 58,8 procent fra 57,1 procent.

Indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande står i højere grad uden for arbejdsmarkedet end folk fra vestlige oprindelseslande.

For personer med dansk oprindelse var 76,5 procent i beskæftigelse i 2017. Det er en stigning fra 75,8 procent året før.

Hos Dansk Industri, der repræsenterer omkring 10.000 danske virksomheder, kalder underdirektør Steen Nielsen udviklingen positiv.

»Stadig flere indvandrere og deres børn får job. Det er rigtig godt for både samfundet og den enkelte, at flere forsørger sig selv - og det er samtidig godt for virksomhederne, der har brug for medarbejderne«, siger Steen Nielsen i en kommentar.

Han ser dog samtidig en udfordring i, at en forholdsmæssig stor andel af indvandrerne og deres børn ikke tager en uddannelse og har svært ved at finde job.

»Det er vigtigt, at børn af indvandrere bliver støttet i at dygtiggøre sig og få en uddannelse«.

»Og vi skal sætte ind allerede i børnehavealderen. Samtidig skal de, der ikke får taget en uddannelse, også have bedre støtte fra jobcentrenes side til at finde et arbejde«, siger Steen Nielsen.

ritzau

PodcastSe alle
I Danmark debatterer vi ulve. I Rumænien bliver stadig flere mennesker overfaldet og dræbt af bjørne. Politikens Lea Wind Friis og Andreas Sterup-Teper tog op i de rumænske bjerge, hvor hotellerne har kradsemærker på dørkarmen og elektrisk hegn for porten.​ Og så tog de ind i skoven. For selv at møde en bjørn.​

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her