»Sådan må det vel næsten ende«? kommenterede Rasmus Udsholt sit gæt på 21,6. Og det fik han ret i. Ingen kom tættere end ham på to tredjedele af gennemsnitstallet på 32,406, men til gengæld må læseren fra Stenløse dele gevinsten med fire andre deltagere, som ligeledes tippede på 21,6. Men hvordan kunne Rasmus Udsholt være så sikker i sin sag? »Det er nok, fordi der er en blanding af matematik og psykologi i det«, svarer han. Kræver hjerne og antenner Som strengt logisk tænkende mestrer Rasmus Udsholt matematikken, og gennem sit job som redaktionschef på Computerworld er han med til at styre tidsplaner for andre og har derfor fået indsigt i, hvordan folk tænker. Igen rammer Stenløse-borgeren plet. For det kræver både hjerne og antenner at klare sig i 'Gæt et tal'-konkurrencen. Hjerne, fordi man skal tænke logisk. Som Kasper Brødsgaard fra København ræsonnerer: »Hvis vi antager, at alle deltagere i denne quiz er hundrede procent rationelle, vil jeg tro, at svaret i princippet burde være nul. Først antager vi, at ingen gætter på tal over 66,6, da det jo er helt udelukket. Derefter forventer vi, at folk har gættet på tal spredt i spektret mellem 0 og 66,6. Derfor er gennemsnittet 33,3, og to tredjedele af det er 22,3. Men det har de andre kvikke deltagere jo også tænkt på, så svaret må jo være to tredjedele af 22,3 - altså 14,4. Men det har de andre jo også tænkt på så ... og i sidste ende ender vi på nul«. Nul er bedste gæt På den måde, når man - med overvismand Peter Birch Sørensens ord - frem til, at det bedste gæt i en fuldt rationel verden er nul. Den tror overvismanden med sit gæt på 13 tilsyneladende dog ikke meget på selv. Til gengæld er Thomas Hecksher fra Albertslund fuld af fortrøstning: »Jeg håber på ingen tåber«, som han lakonisk udtrykker det, idet han indsender sit runde nul. Men han kender heller ikke det århusianske ægtepar Simonsen-Køllgaard: »Min kone har venligst gættet på 100. Så gennemsnittet kan aldrig blive nul. Men Politikens læsere er vistnok meget kloge, så derfor vil de alle kunne gennemtænke sagen og nå frem til et særdeles lille tal. Hvis alle var rigtig kloge, ville vi alle gætte på 0 - og dele præmien«, kommer det fra Ulf Køllgaard, der betegner sit gæt på 1,23 som et forsigtigt skøn. »Det er et djævelsk spil, for du skal gætte, hvad de andre gætter, og deres gæt afhænger blandt andet af, hvad de tror, du selv gætter!«, som overvismand Peter Birch Sørensen træffende udtrykker det. Brugte meningsmåling som bud Dog kan man jo som københavnske Søren Gotved benytte den empiriske metode: »Buddet er opstået som følge af en meningsmåling i en gymnasieklasse. To tredjedele af gennemsnittet plus et lille tillæg«, siger han om sit gæt på 17,714. Hvis man kigger på vinderskaren, springer det imidlertid i øjnene, at kombinationen af matematik og psykologi har været vejen til gevinst. Ikke kun Rasmus Udsholt, men også tre af hans medvindere, Emil Enemærke, Asser Femø og Stig Nielsen, der er henholdsvis fysik-, datalogi- og medicinstuderende, har brugt denne cocktail. De har vredet deres hjerne, ræsonneret sig frem til nul og efterfølgende justeret med et skøn for, hvor irrationelt andre gætter, eller hvor irrationelt deres rationelle medgættere tror, andre gætter. Digtede sit gæt Efter deltagerkommentarerne at dømme tilhører de en minoritet. Rigtig mange læsere begrunder således deres gæt med yndlingstal, fødselsdagsdato eller magiske tal. Eller lader sig inspirere af lyrikken. Københavnske Kasper Loft Bylov har således til lejligheden forfattet et helt lille digt, som her bringes i uddrag: »Aksel fra Sundby han var en gammel mand. Han havde ring i navlen og 12 tønder land. Aksel gik fra by til by og solgte sine bær. Ingen ville købe, han havde 12 bær. Køb bær, køb bær - køb mine bær. Køb bær, køb bær - jeg har 12 bær«, digter Kasper Loft Bylov og gætter på 12. Formålet med konkurrencen På baggrund af kommentarerne og vindertallet ligger det naturligt at konkludere, at vi ikke lever i en fuldt rationel verden. Det gennemført rationelt tænkende menneske er ikke desto mindre, hvad standardøkonomer lægger til grund, når de laver deres modeller. Formålet med 'Gæt et tal'-konkurrencen er derfor at påvise, at der er en uoverensstemmelse mellem menneskesynet i traditionelle økonomiske modeller og rigtige mennesker af kød og blod. I et forsøg på at råde bod på det og gøre økonomisk teori mere realistisk er der kommet en ny forskningsretning i den økonomiske videnskab, der kaldes eksperimentel adfærdsøkonomi. 'Gæt et tal'-konkurrencen har - som en håndfuld læsere også gør opmærksom på - været gennemført i en række udenlandske medier, ofte under navnet 'the guessing game'. Største antal deltagere Schweizeren Jean-Robert Tyran er nyudnævnt professor i eksperimentel adfærdsøkonomi ved Københavns Universitet og glæder sig over konkurrencen, som han mener klart har det største antal deltagere af de 'guessing games', der hidtil er gennemført. »I sammenligning med lignende eksperimenter i andre lande ligger tallene her betydeligt højere. Det tyder på, at resultaterne fra de øvrige eksperimenter er skævvredne, fordi deres deltagere har været mindre repræsentative«, siger han og kalder det videnskabeligt interessant. Mange valgte 33 Ellers er tallene, som han havde forventet det. Mange læsere har valgt 33, som er det bedste bud, hvis gættene havde været helt tilfældige, eller 22 som er det bedste bud, hvis man regner med 33 som gennemsnitstal. Derimod er der forholdsvis færre, der har gættet på det rationelle nul, og forholdsvis flere, der har gættet på tal over 66, end det normalt er tilfældet, fortæller Jean-Robert Tyran. Ingen af de fem vindere har hørt om adfærdsøkonomi før. Men det lyder rationelt, mener Jens Kronholm fra København.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Polens leder satte brutalt ord på det, mange tænker, men helst ikke siger for højt
-
Købet er ikke bare en konkret aftale. Det er også et tydeligt signal til amerikanerne
-
Han står klar med en pakket kuffert, mens chefen ydmyger ham: JD Vances popularitet i USA rasler ned
-
Tidligere radiochef kalder bog om Radio24syv »en virkelig trist udhængning af en masse tidligere medarbejdere«
-
Trump: Iran vil forsøge at imødekomme USA's krav
-
Nyvalg er den bedste løsning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Aqqalooraq Henning Møller
tema


























