Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Bankchef: Afskaf brugen af kontanter i Danmark inden 2025

Johansen Linda/POLFOTO
Johansen Linda/POLFOTO

Danmark bør fuldstændigt afskaffe brugen af kontanter inden 2025.

Det skriver Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank, i en kronik i Jyllands-Posten tirsdag.

Et kontantløst samfund vil nemlig både sætte en stopper for bankrøverier, sænke omfanget af narkokriminalitet og socialt bedrageri, ligesom sort arbejde vil blive mindre udbredt, mener han.

»Hvis Folketinget ved lov forbyder brugen af kontanter som betalingsmiddel i Danmark fra 1. januar 2025, vil vi samfundsmæssigt opnå en række fordele og kun ganske få ulemper«, skriver han i kronikken.

I Danmark er elektroniske betalingsformer blevet så udbredt, at hovedparten af befolkningen sjældent er i berøring med fysiske sedler og mønter. Alligevel er efterspørgslen af kontanter paradoksalt nok steget, påpeger Anders Dam.

Det ser han kun én forklaring på:

»Behovet for betalingsmidler i den sorte økonomi er tiltaget gennem årene, ligesom interessen for udokumenterbar værdiopbevaring i almindelighed er øget i et forsøg på at undgå beskatning og modregning i sociale ydelser«.

Mindre kriminalitet og snyderi

Dermed vil et samfund uden mønter og sedler i høj grad være med til at bekæmpe økonomisk kriminalitet, ligesom flere andre typer kriminalitet vil blive hæmmet af manglen på kontanter, mener han.

Fordelene er mange ifølge Anders Dam, som oplister ti punkter lige fra en mere effektiv hvidvaskovervågning til en nedsat spredning af bakterier fra fysiske sedler og mønter.

Alt i alt mener han, at det vil give en stor samfundsmæssig gevinst, ligesom det vil øge statens råderum med 'et pænt stort milliardbeløb'.

Derfor opfordrer han politikerne til inden 2019 at nedsætte en kommission, som kan afdække fordele og ulemper ved et kontantløst samfund.

ritzau

PodcastSe alle
Der er mange grænseoverskridende måder at blive såkaldt cancelleret på. Men her i 2026 viser det sig, at der er mindst lige så mange måder at få et comeback på. Hvad var det, #metoo satte i gang, og har vi glemt det? I podcasten 'Den Levende' undersøger Eva Eistrup og Lotte Folke, hvordan man gør comeback. De kigger nærmere på Johnny Depp, Martin Brygmann, Naser Khader, Peter Aalbæk og flere. Hvad skal der til for at komme tilbage i manegen i 2026, og hvis hjælp skal man have?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her